vålse vesterskov Hun har egentlig slet ikke brug for den her artikel, for hun har nemlig rigeligt at lave, men jeg bliver nødt til at skrive den alligevel.
Bente Frederiksen åbnede 5. oktober 2005 frisørsalonen Skovklip ved verdens ende. Eller nærmere betegntet Vålse Vesterskovvej. Skribenten så skiltet ved et tilfælde, da han kom kørende ved de skønne omgivelser på Nordvestfalster og pludseligt stod det der. Et skilt med et telefonnummer og navnet Skovklip. Det var så uventet, at der skulle ligge nogen form for erhverv her på denne skønne plet helt ude i skoven. Frisørsaloner plejer at ligge på steder, hvor folk tit kommer forbi. Her kommer folk aldrig forbi. Kan det løbe rundt med en frisørsalon her? Sådan lød mit spørgsmål. Og indehaver Bente Frederiksen giver selv svaret:
- Jeg har seks-syv ugers ventetid, så folk skriver sig op i god tid. Næste ledige tid er i begyndelsen af oktober.
- Her er vel i gennemsnit 50 kunder ugentligt, lyder det fra Bente Frederiksen, og lad mig understrege, at der ikke er pral i hendes stemme.
For familiens skyld
Det er nemlig også hendes behagelige væsen, som er med til at lokke de mange kunder helt ud i skoven. Det går faktisk så godt, så det ikk er nødvendigt at købe annoncer i lokale aviser.
- Før jeg startede, lå jeg vågen om natten for at tænke på, om det nu også ville gå.
- Nu ligger jeg vågen om natten og tænker på, om jeg nu også kan nå det hele, fortæller Bente Frederiksen og bryder ud i sin smittende latter.
Grunden til at hun startede som selvstændig efter 17 år gode år som ansat ved en frisør i Stubbekøbing, var på grund af familien.
Min mand er politimand og arbejder i treholdsskift. Det var ikke i orden over for børnene, at vi ikke var hjemme.
- Jeg har aldrig ønsket at blive selvstændig, men mine børn som i dag er 10 og 12 år, skulle ikke komme hjem til et tomt hus, siger Bente Frederiksen.
I dag, når børnene kommer hjem fra skole, smutter de lige over og siger hej i mors frisørsalon, og Bente Frederiksen er virkelig glad for den ordning, hvor hun hele tiden er i nærheden af familien.
Men uden mandens opbakning, havde hun aldrig taget det store skridt.
Hårklip i hønsehuset
- Det er min mands fortjeneste, at det blev til noget. Jeg troede helt ærligt ikke på det. I starten var her lidt huller mit på dagen, men efter et halvt år var kalenderen fyldt op på de dage var jeg holder åbent, fortæller Bente Frederiksen, som har lukket mandag, tirsdag og søndag. Lørdag formiddig holder hun åbent.
Hun har boet på Vålse Vesterskovvej i 11 år, og den flotte salon med landets måske bedste udsigt ligger i en tidligere grisestald, som indtil for to år siden blev brugt til hønsehus.
Spørger man kunderne om, hvorfor de kører så langt ud på spidsen af Nordvestfalster for at blive klippet, lyder det:
- Det er roligheden herude, og så har jeg kendt Bente i mange år. Skovklip ligger så langt ude, at man kan nå at stresse af på køreturen herud.
- Det er hendes menneskelige egenskaber og hendes tekniske kunnen, der trækker mig herud. Her er som regel kun en kunde ad gangen, og det gør, at man får snakket på en helt anden måde end på en stor salon, forklarer Gitte Pedersen, som er en af de mange kunder som gerne kører langt for at få en klipning fra Bente Frederiksens hånd.
Kun et problem
Og så hjælper det selvfølgeligt også, at salonen har udsigt til Vålse Vig, og at man ud over en permanent også kan få fod- og ansigtbehandlinger her.
- Det eneste, der er problematisk ved at blive klippet her, det er at få en tid, for Bente har så mange kunder, siger Gitte Petersen og smiler.
Bente Frederiksen er selv meget udmyg omkring succesen og tager det også med et smil. Hun fortæller, at mange af kunderne er flyttet med fra dengang, hun havde salon i Stubbekøbing, og så er ordet selvfølgelig også gået fra mund til mund, om frisørsalonen helt ude i den dejlige skov ved Vålse Vig.
- Mange holder ved deres frisør ligesom med en læge og tandlæge. Her kommer faktisk også mange mænd.
- Jeg kunne da ikke få et større skulderklap, end fra alle de folk, som kommer helt herud for at blive klippet, lyder det fra Vålse Vesterskovvejs suverænt mest populære frisør.
Sådan ser udsigten ud fra Skovklips vinduer. Foto: Ingrid Riis
Brian Møller Nielsen
bmn@folketidende.dk