Endnu en lokal friskole lukker

Danmarks sydligste skole, Friskolen Østersøen i Gedser, lukker med udgangen af juli måned. Det oplyser formanden for friskolens bestyrelse, Annika Piile Steen i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Beslutningen kommer efter, at undervisningsminister Bertel Haarder (V) har afslået friskolens ansøgning om dispensation fra kravet om, at skolen minimum skal have 32 elever indskrevet.

Skolens bestyrelse havde ellers søgt om en dispensation i to år, fordi der i øjeblikket kun går 22 elever på skolen - altså 10 færre end krævet.

Skolen har sammen med dele af forældrekredsen forsøgt at skaffe de krævede 10 elever ekstra, og det lykkedes også at få tilsagn fra fem elever, som gerne ville skifte skole til Østersøen, men det var altså ikke nok.

Beslutningen om at lukke friskolen kommer ikke helt uventet. Allerede i sidste uge fik bestyrelsen markant opbakning til at lukke skolen, hvis ikke Undervisningsministeriet ville give den nødvendige dispensation fra elevtallet. 29 af de 30 fremmødte på en ekstraordinær generalforsamling stemte således for en lukning af skolen, hvis tilskuddet fra Undervisningsministeriet faldt bort.

- For Gedser og opland er det er trist udvikling, at friskolen lukker efter fem år, men jeg håber for byen, at der snarest kan etableres en ny skole med en solid opbakning fra forældre med skolesøgende børn, siger Annika Piile Steen i pressemeddelelsen og tilføjer:
- Gedser uden skole kan meget let udvikle sig til en spøgelsesby.

For få uger siden besluttede en anden lokal friskole, Kettinge Friskole, at lukke med udgangen af dette skoleår. Også her skyldtes det faldende elevtal.




Blot få uger efter, at Kettinge Friskole gav op, kaster Friskolen Østersøen nu også håndklædet i ringen.

Offentliggjort Sidst opdateret