Endnu et år i middelalderen

René Christensen (DF) bød velkommen til publikum, der var samlet på åbningsdagen. Foto: Andreas Johansen

Viceborgmesteren bød velkommen til Middelaldercentrets årlige åbning.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Efter et par år med diverse restriktioner - særligt for de mange frivillige, der kommer langvejs fra og skal krydse landegrænser, for at lande i Sundby, er det nu ved at være hverdag igen.

At den hverdag så foregår for godt 600 år siden i Middelaldercentrets Sundkøbing, ja det er selvfølgelig også værd at nævne. For søndag blev dørene til middelalderen igen slået op - de hårdtarbejdende håndværkere gik og klarede dagens arbejde, mens viceborgmester René Christensen (DF) også klarede sit - det gjorde han dog fra et podie, hvorfra han bød velkommen til.

Vagtmesteren ventede på, at han fik lov til at overtage scenen igen. Foto: Andreas Johansen

- Jeg har fået lov til at holde åbningstalen i dag, og det er jeg rigtig glad for. Når man kigger på stedet, så er man jo transporteret tilbage i tiden - cirka 600 år. Her har jeg været mange gange, både som politiker og som privatperson, forklarede René Christensen publikum.

Her har jeg været mange gange, både som politiker og som privatperson.

René Christensen

Så til vagtmesteren

Efter velkomsten fra viceborgmesteren blev taktstokken overleveret til vagtmesteren, som fra scenekanten underholdt med røverhistorier og en mindre kaskade af fornærmelser, der blev trukket ud af ærmet og kastet efter både publikum og dagens to store stjerner: Ridderne, der skulle dyste om ikke mindst publikums gunst.

- Ridderne vil nu vælge en ungmø, underskøn og uskyldig, som de vil kæmpe for. Eller, sådan plejede kriterierne at være. Når jeg nu kigger rundt, så tror jeg bare, de skal vælge en kvinde, ellers bliver det aldrig til noget, lød vurderingen fra vagtmesteren.

De stolte riddere kæmpede om publikums gunst. Foto: Andreas Johansen