Endnu længere rejsetid med DSB's nye køreplan

Opgraderinger af jernbaneskinner sætter sig også spor i DSB's køreplan for Sydbanen mellem Nykøbing og København for det kommende år. Foto: Finn Frandsen/Arkiv

Morgenpendlere skal tidligere op for at nå toget, men de kommer ikke tidligere frem til deres destination.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Måske gnider de lokale bilforhandlere sig i hænderne efter at have læst DSB's nye køreplan for 2019, der gælder fra 9. december i år. Med køreplanen er incitamentet for pendlerne til at sige farvel til toget og goddag til bilen i hvert fald ikke blevet mindre.

For fremover skal morgenrejsende tidligere op for at nå toget. Men på de fleste afgange kommer de ikke hurtigere frem. Tværtimod. For eksempel skal en pendler, der har været vant til at tage toget fra Nørre Alslev på hverdage klokken 7.13 med ankomst Valby 8.47, fremover stille vækkeuret syv minutter tidligere. For fra 9. december bliver togturen ændret til afgang klokken 7.06 fra Nørre Alslev. Men ankomsten til Valby er stadig 8.47.

Når pendleren skal hjem igen til Nørre Alslev efter en lang arbejdsdag i Valby, er der rigelig tid til at tage en lur i toget. I dag går afgangen fra Valby klokken 16.42 med ankomst Nørre Alslev klokken 18.11. Der bliver med den nye køreplan ikke ændret på afgangstidspunktet fra Valby, men den trætte pendler er først hjemme i Nørre Alslev klokken 18.28. Hjemrejsen bliver altså 17 minutter længere, og pendleren fra Nordfalster kan dermed se frem til en daglig længere rejsetid på 23 minutter. Eller én time og 55 minutters mindre fritid hver uge.

Tyveri af tid

Pendlere og andre rejsende fra Nykøbing kan også se frem til længere rejsetid. Hvis de som pendleren fra Nørre Alslev tager de såkaldte stoptog, kan de se frem til samme rejsetidsforlængelser. Passagerer med de såkaldte hurtigtog med få stop undervejs til endestationen på Københavns Hovedbanegård får på nogle afgange lidt længere rejsetid. For eksempel bliver afgangen klokken 6.47 fra Nykøbing ændret til 6.43 med uændret ankomst København H klokken 8.26.

På tilbageturen ser rejsetiden dog bedre ud. Her kan rejsende for eksempel tage med et tog klokken 15.35 og være i Nykøbing 17.14. Det er samme afgangs- og ankomsttider som i dag. Men til sammenligning kunne man i 2013 vente med at stige på toget på København H klokken 15.45 og ankomme til Nykøbing klokken 17.08. På fem år er rejsetiden med hurtigtogene altså blevet forringet med 16 minutter.

Pendlertalsmand Conny Hansen er fortørnet over de længere rejsetider med den nye køreplan.

- Det er tyveri af vores tid. Det er så ærgerligt, at vi år efter år skal bruge mere og mere tid i toget, siger hun.

Conny Hansen tror, at flere vil vælge bilen til. Men det er efter hendes opfattelse langt fra alle, der har den mulighed.

- Hvis man arbejder i centrum af København, har man en udfordring med at finde parkering. Det er langt fra alle arbejdspladser, som tilbyder gratis parkering. Så skal man bruge tid på at lede efter en p-plads, og man skal bruge mange penge på at parkere. Mange pendlere er på den måde stavnsbundet til toget, forklarer hun.

Regeringen barsler med at liberalisere lovgivningen, så det bliver nemmere at oprette fjernbusruter. Busselskabet Flixbus har udvist interesse for at oprette en fjernbuslinje mellem Nykøbing og København. Det håber Conny Hansen bliver til virkelighed.

- En direkte busrute mellem Nykøbing og København er meget efterspurgt af pendlere, siger hun.

Hos DSB beklager man de længere rejsetider med den nye køreplan.

- De mange sporarbejder og vedligehold påvirker rejsetiden. Vi har lagt noget luft ind i køreplanen for at sikre, at togene ankommer til tiden. Vi vægter stabilitet og pålidelighed højt, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Der er dog også forbedringer i køreplanen. Blandt andet kommer der et hurtigtog fra Nykøbing mod København alle dage klokken 17.47.