Er det interessant? Ja, det må man sige!
”Er det interessant?” Sådan lød adm. direktør i Guldborgsund Forsyning Flemming Bachs afsluttende spørgsmål efter at have præsenteret mere end 40 fremmødte deltagere i et informationsmøde om mulighederne for fjernvarmetilslutning i Ovstrup og Gunslevmagle.
Informationsmødet fandt sted torsdag aften på Hotel Eskilstrup, og for i hvert fald en enkelt deltager var svaret på Flemming Bachs spørgsmål: ”Ja, det må man sige.” Hvorefter han gik i gang med at udfylde den foreløbige tilmeldingsblanket, som på forhånd var placeret på stolene i salen.
Det samme gjorde rigtig mange af de fremmødte med ham.
En del af de fremmødte var faktisk ikke blevet inviteret, fordi de bor uden for de områder, som umiddelbart ligger inden for den naturlige grænse for, hvor det er rentabelt at forsyne ejendommene med fjernvarme. Flere af disse gik dog hjem med den fortrøstning, at Guldborgsund Forsyning gerne vil overveje hver enkeltes situation individuelt efter et personligt besøg.
Ring hvis du er i tvivl
”Jeg har allerede set eksempler på, at det faktisk godt kan lade sig gøre at tilslutte ejendomme uden for det planlagte tilslutningsområde. Det kommer imidlertid an på en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde. Men ring til os, så ser vi på mulighederne” lød Flemming Bachs opmuntrende budskab.
Baggrunden for Guldborgsund Forsynings tilbud til i alt ca. 60 husstande i Ovstrup og Gunslevmagle om tilslutning fjernvarmenettet er, at forsyningsselskabet for nylig har fået endelig accept fra det kommende fængsel i Gundslev om tilslutning, når det moderne og topsikrede fængsel står færdig i 2014.
Guldborgsund Forsyning har skruet et ekstra favorabelt tilbud sammen til husstandene i Ovstrup og Gunslevmagle, som kan blive tilsluttet for en investering på ca. 35.000 kr. ved tilmelding inden 1. april 2012. Tilslutter man sig fjernvarme vil man kunne se frem til en halvering af varmeudgiften – igen for en typisk husstand, som i dag opvarmes med oliefyr. For ejendomme med elvarme er besparelsen på varmeregningen endnu større, men grundinvesteringen er til gengæld også noget højere.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde