Erhvervsstyrelsen på vej med påbud til poolhuse

Skanlux vil gerne bygge 10 store poolhuse på to grunde lige bag diget i Marielyst Ferieby. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Sager om erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse i andre landsdele afgøres snart, og det ser Marielyst Ferieby frem til.

Offentliggjort Sidst opdateret

En stak klager over erhvervsmæssig udlejning af kæmpesommerhuse i Asserbo og Jylland har i over et år ligget til behandling i Erhvervsstyrelsen. Nu ser det ifølge dagbladet Politiken ud til, at der sker noget i disse sager.

Det drejer sig om 39 sager om kæmpesommerhuse, der er blevet gransket af Erhvervsstyrelsen. Alle huse er bygget og solgt som attraktive investeringsprojekter af Viborg-firmaet Skanlux. Selvom husene på papiret bliver solgt til almindelige danskere, lægger Skanlux ikke selv skjul på, at det er den systematiske udlejning, der får forretningen til at hænge sammen både for køberen og for Skanlux, skriver Politiken.

Så omfattende udlejning er svært at forene med sommerhusloven, der siger, at danske sommerhuse ikke må fungere som udlejningsmaskiner. De skal først og fremmest bruges af ejerne selv.

Og det er klager over den praksis, der nærmer sig en afslutning i Erhvervsstyrelsen .

- Vi er fortsat i gang med at sagsbehandle klagesagerne, men vi forventer at kunne sende varsel om påbud indenfor de næste uger i en række af de sager, hvor vi har vurderet, at der er sket erhvervsmæssig udlejning, skriver Erhvervsstyrelsen i et svar til Politiken.

Langmodig

I Ejerforeningen Marielyst Ferieby følger formand Knud Brusgaard Nielsen nøje udviklingen i klagesagerne fra andre dele af landet, for de minder om de huse, Skanlux planlægger at bygge på to digegrunde i Marielyst Ferieby.

- Erhvervsstyrelsen har været utrolig langmodig med at lukke disse sager, og det tror jeg er fordi, de er i klemme i lovgivningens meget løse bestemmelser. Der står i sommerhusloven, at ejeren af et sommerhus selv skal have et "ikke-ubetydeligt" brug af huset for, at det er lovligt at leje huset ud. Men hvad er ikke-ubetydeligt? spørger Knud Brusgaard Nielsen og fortsætter:

- Vores ønske i Marielyst Ferieby er, at Erhvervsstyrelsen mander sig op til at lave nogle mere firkantede regler, der er nemmere at administrere. Det vil være tilfredsstillende for os som borgere, og det vil forhindre, at vi får de her kæmpe huse, hvor ejerforholdene er på skrømt.

Knud Brusgaard Nielsen håber, at Erhvervsstyrelsen når at komme med en afgørelse, inden Guldborgsund Kommune skal beslutte, om Skanlux må bygge 10 planlagte kæmpehuse nær diget i Marielyst Ferieby.

Sagen er på teknik-, miljø- og ejendomsudvalgets dagsorden 16. december.

- Mit håb er, at Erhvervsstyrelsens udmelding nu vil få Guldborgsund Kommune til at stoppe op og tænke sig om, inden der gives tilladelse til byggerierne, siger Knud Brusgaard Nielsen.

Det er ikke lykkedes for hverken Politiken eller Folketidende at få en kommentar fra Skanlux.

Skanlux søger Guldborgsund Kommune om tilladelse til at bygge 10 poolsommerhuse på 242 til 375 kvadratmeter på to grunde lige bag diget i Marielyst Ferieby.
Naboerne i Ejerforeningen Marielyst Ferieby, der tæller 143 små sommerhuse, er modstandere af projektet, som de mener vil ødelægge naturen og freden i området.
Byggeriet er afhængigt af, at kommunen giver dispensation fra lokalplanen, fordi husene fylder mere end de tilladte 15 procent af grundene. Byggeplanerne har været i partshøring blandt naboerne, som affødte næsten 800 siders indsigelser.
16. december skal sagen politisk behandles af teknik-, miljø- og ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune.