Erkendte vold mod flere fængselsbetjente

Den 27-årige sad i fængslets særlige sikrede afdeling, der ses nederst på dette luftfoto af Storstrøm Fængsel. Nu er han flyttet til Vestre Fængsel. Foto: Anders Knudsen

Indsat fra Storstrøm Fængsel er sat i varetægt

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det slukkede oppe i mit hoved.

Sådan forklarede en 27-årig mand situationen, da han onsdag var i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.

Her blev han sat i varetægt frem til 19. april.

Den 27-årige var sigtet for i mandags at have øvet vold mod flere betjente i Storstrøm Fængsel, hvor han var indsat.

Betjentene fik slag og albuestød, og en af dem fik brækket et par tænder, har de fortalt.

Den indsatte kunne under retsmødet godt erkende at have slået flere betjente. Han nægtede trusler, men erkendte at have brugt grimme ord mod dem.

Episoden fandt sted ved døren til en af fængslets celler, dog ikke denne. Foto: Anders Knudsen

Uro i fængslet

Fængselsbetjentene har forklaret, at der i de seneste uger har været et stigende trusselsniveau på fængslets særligt sikrede afdeling.

På afdelingen sidder flere med tilknytning til banden LTF, og personalet mener, at den 27-årige og en anden indsat fra LTF står bag uroen på afdelingen.

Mandag formiddag gennemførte personalet en ransagning af afdelingen, blandt andet af den 27-åriges celle. Det blev han meget sur over, og ifølge betjentene truede han med LTF og kaldte dem for "latterlige hunde" og andet. Han gik dog med til at flytte til en isolationscelle.

Da han ikke ville lukke døren til denne celle, skubbede en betjent lidt til ham. Så tændte han af og slog betjenten i ansigtet.

Andre betjente fik overmandet ham, men tre af dem fik slag og albuestød.

- Ingen respekt

Den 27-årige forklarede, at han længe har været frustreret over sin situation, og at han blev meget irriteret over ransagningen af sin celle.

- Vi bliver ikke behandlet med respekt, sagde han.

Han sagde i retten, at betjenten, som han først slog, selv var gået tæt på ham og selv havde opfordret ham til at slå.

- Jeg gav også en af de andre et slag, og en tredje fik måske en albue, mens jeg kæmpede for at komme fri, sagde han. Den 27-årige benægtede, at han er LTF'er.