Et år for fysisk og psykisk vold mod gravid kvinde

Gangen midt i billedet fører hen til Retssal A, hvor dommen over den 32-årige blev afsagt mandag middag. Den lød på et års fængsel og er straks blevet anket til landsretten. Foto: Anders Knudsen

- Hvis du kontakter hende, så ryger du ind, sagde dommer.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORREBY Det blev en afgørelse i midten, da Retten i Nykøbing mandag idømte den 32-årige Patrick Søgaard et års ubetinget fængsel for fysisk og psykisk vold mod en 36-årig gravid kvinde fra Horreby.

Anklager Tina Susanne Nielsen havde krævet mindst et år og tre måneders fængsel.

Til gengæld lå hans forsvarer, Christina Schønsted, på højst otte-ni måneders fængsel.

Sidstnævnte var derfor ikke tilfreds med afgørelsen, og hun ankede på stedet afgørelsen til Østre Landsret.

Skyldig i flere forhold

Retten fandt Patrick Søgaard skyldig i nogle forhold og frifandt ham i andre forhold.

Hovedforholdet i sagen handlede om, at den 32-årige flere gange havde begået vold mod kvinden, mens de to var i et forhold.

Han blev, på baggrund af forklaringer fra kvinden og vidner, fundet skyldig i nogle af voldsforholdene.

Selv om de var rettet mod en gravid kvinde, blev han dømt efter den almindelige voldsparagraf.

Her fandt retten, at volden var sket kort tid inde i graviditeten.

Den 32-årige Patrick Søgaard blev fundet skyldig i en del af sagens forhold, mens han blev frifundet i andre.
Han blev fundet skyldig i flere tilfælde af vold mod sin gravide ekskæreste efter straffelovens paragraf 244, og han blev fundet skyldig i psykisk vold mod kvinden ved at nedgøre og kontrollere hende.
Han blev ligeledes fundet skyldig i at have truet kvinden, hvis hun anmeldte ham til politiet, og han er fundet skyldig i tyveri af hendes husnøgle og smykker.
Til gengæld er han blevet frifundet for husfredskrænkelse, for nogle tilfælde af vold og for ulovlig tvang mod kvinden, der er 36 år.
Straffen lød på et års ubetinget fængsel, og den 32-årige og hans forsvarer ankede på stedet til frifindelse/formildelse ved Østre Landsret.

Psykisk vold

Patrick Søgaard blev også fundet skyldig i at have truet kvinden, der var gravid med deres fælles barn, mod at gå til politiet.

Desuden blev han dømt for psykisk vold, fordi han over flere måneder havde kontrolleret kvindens færden og telefoner samt nedgjort hende ved blandt andet at kalde hende for "luder".

Blandt andet derfor valgte hun at få en abort.

Endelig blev han dømt for flere mindre forhold af tyveri og bedrageri mod kvinden.

Frifundet i andre forhold

Patrick Søgaard blev også frifundet i nogle af forholdene.

Det gjaldt nogle af voldsforholdene samt ulovlig tvang ved at filme hende nøgen mod hendes vilje.

Da han til tider boede hos hende, blev han også frifundet for husfredskrænkelse mod hende.

Selv har han kun erkendt at have talt grimt til hende og for en enkelt trussel.

Da hun ikke ville tage en test for at få fastslået, at han var far til barnet, truede han med at sparke hende i maven.

Skarp advarsel

Efter dommen krævede anklageren, at han forblev varetægtsfængslet.

Det protesterede forsvareren imod, og retten valgte at løslade den 32-årige, der med varetægten har afsonet over halvdelen af sin straf på et års fængsel.

Den 32-årige har tidligere fået et tilhold mod at kontakte kvinden, og det fik han at vide.

- Hvis du - eller dine venner - så meget som overvejer at kontakte hende, så ryger du ind igen, sagde retsformand Kim Rasmussen til den 32-årige og nogle af tilhørerne i retssalen.