Et år og ni måneders fængsel for børnesex

Et år og ni måneders fængsel. Det blev straffen til en 37-årig mand fra hovedstadsområdet, som i de seneste dage ved retten i Nykøbing F. har stået tiltalt for seksuelle overgreb på unge piger, som han mødte via chathjemmesiden Arto.

Den 37-årige mand blev blandt andet dømt for at have haft samleje og analt samleje med en 11-årig pige på et toilet på sygehuset i Nykøbing Falster i februar i år.

Manden forklarede, at han først troede, at pigen var 18 år, og at et tilsendt billede ikke fik ham til at spørge til hendes alder, da han mente, at det var et gammelt fotografi. Herefter fulgte ikke færre end 578 sms-beskeder til den 11-årige og 153 telefonopringninger, førend de 2. februar mødtes i Nykøbing F.

Hele sagen rullede derefter, da den 11-årige pige mødte op på politistationen sammen med en lærer og moderen og anmeldte den 37-årige mand.

Da politiet efterfølgende anholdt manden, beslaglagde man også hans computer. Og her viste det sig, at der lå spor fra i alt 12 filer med børnepornografisk indhold. Nemlig ni utugtige billeder og tre utugtige film, hvor de to er med personer under 18 år.

Den 37-årige mand har tidligere afsonet domme for besiddelse af børnepornografisk materiale og blufærdighedskrænkelse. Efter dommen udbad han sig betænkningstid.
Det samme gjorde anklagemyndigheden, som havde plæderet for en dom på mellem to og et halvt og tre års fængsel.

Der er nedlagt forbud mod at nævne den dømtes navn.
Læs mere i Folketidende i morgen.




OPDATERET 15.25: Den 37-årige mand, som var tiltalt for blandt andet at have haft samleje med en 11-årig pige på et toilet på Nykøbing Sygehus, blev i dag idømt et år og ni måneders fængsel.

Offentliggjort Sidst opdateret