- Et barn, der bor her, er ét for meget

Christina Madsen, leder af Krisecenter Guldborgsund, i én af de lejligheder, som en børnefamilie kan bo i under et ophold hos dem. Krisecentret åbnede i nye lokaler i 2019, og inden længe venter en udvidelse. Foto: Anders Knudsen

Leder af krisecenter har bemærket, at flere børn og flere fædre er blevet indskrevet i løbet af 2021.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Da Christina Madsen forleden blev spurgt, hvor mange børn hun har haft indskrevet på krisecenter Guldborgsund i år, måtte hun forsigtigt tælle sammen i hovedet. Hun landede på et skøn, der hed cirka 80 børn i løbet af 2021.

Så snart hun var tilbage på kontoret, tjekkede hun oversigten i systemet. Og blev forbavset. For der var ikke kun tale om 80 børn. I alt har 113 børn fra januar og indtil nu været indskrevet på krisecentret. Og året er ikke slut endnu.

Til sammenligning lød tallet fra 1. april til 31. december 2019 på 42 børn.

- Som jeg ser det, er ét indskrevet barn på et krisecenter ét barn for meget.

Hun opdagede også noget andet, som meget få af landets krisecentre overhovedet vil bemærke. Antallet af mænd, der bliver indskrevet med et eller flere børn, er væsentligt højere end for to år siden.

I år er 16 børn blevet indskrevet med deres far, imens det i 2019 drejede sig om fem.

- Det fortæller, at der er kommet en større opmærksomhed på, at mænd også kan være ofre for vold og psykisk vold. Der er mere fokus på det i familieretshuset. Og vi ser det, når vi deltager i prøveretssager. Det er rigtig godt for mænd, men det er også godt for kvinderne, som kan få noget hjælp.

Krisecenter Guldborgsund, der flyttede i nye lokaler i Jernbanegade i Nykøbing i april 2019, har som ét af de eneste krisecentre i Danmark en afdeling for mænd.

Men der er ikke noget krav fra myndighederne om, at fædre, der indskrives på et krisecenter, skal registreres i statistikken. Det undrer Christina Madsen.

- Det fortæller jo også noget, at flere mænd kommer til os. Helt pragmatisk kan man sige, at et krisecenter afspejler situationen i samfundet. Er der en eller anden form for krise, vil det vise sig hos os.

Det samme gælder altså nu, hvor mænd i højere grad bryder ud af forhold præget af eksempelvis psykisk vold, og hvor fædre får flere rettigheder i familiesager.

Derfor er mandeafdelingen på krisecentret også udvidet i løbet af året. Hele krisecentret ser frem til en større udvidelse i det nye år.

Det sker, at hun ringes op fra andre kommuner, der har brug for råd og vejledning til at håndtere en sag. Og hun hjælper gerne i et håb om, at det kan skabe forskellige indsatser andre steder i landet.

Mændene, der kommer til centret, kommer fra forskellige sociale lag - ligesom tilfældet i øvrigt er med de kvinder, der opholder sig der. Der er direktører, og der er arbejdsløse. Og det giver et godt samspil at have ressourcestærke personer boende, forklarer hun og tilføjer, at både mænd og kvinder i gennemsnit bor på krisecentret i mellem tre og fire måneder. Men det kan svinge enormt meget i de forskellige sager.

Mænd bliver i højere grad indskrevet med et eller flere børn efter at være kommet ud af et voldeligt forhold, forklarer Christina Madsen. Foto: Anders Knudsen

Optællingen for driftsåret 1.4.2019 - 31.12.2019 på Krisecenter Guldborgsund ser således ud :
Børn indskrevet med mor: 37
Børn indskrevet med far: 5
Optællingen for 1.1.2020 - 7.12.2021 er i alt:
Børn indskrevet med mor: 97
Børn indskrevet med far: 16