Et godt miljø for læring på trods af travlhed
Studerende fra blandt andet sygeplejeuddannelsen får tilbudt en ny type af læringsrum under praktikopholdet på Nykøbing F. Sygehus. Billedet her er fra et åbent hus på Professionshøjskolen Absalon. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Sygehus vil forbedre praktikperioden for studerende - blandt andre for sygeplejersker.
NYKØBING Selv om der i år har været et lille fald på søgningen til sygeplejeuddannelsen i Nykøbing, er der sket en samlet stigning i søgningen til uddannelserne i hele Region Sjælland. Og når man optager flere på studierne, skal der også være flere praktikpladser, så alle kan få et godt uddannelsestilbud.
Det giver endnu mere travlhed på Nykøbing F. Sygehus, som i forvejen oplever en høj efterspørgsel på praktikpladser.
Samtidig ønsker sygehuset hele tiden at forbedre praktikoplevelsen for elever på tværs af fagene. Blandt andet for at gøre de lokale uddannelser endnu mere attraktive, forklarer vicedirektør Inge Paamejer.
Fra interne undersøgelser og evalueringer har sygehuset et billede af, hvad de studerende efterspørger.
- De ønsker mere tid med vejlederen, hvor de kan få feedback. Det er også et ønske, vores pligtopfyldende vejledere har. Det er klart, at vi må skabe de gode rammer for at holde både studerende og vejlederes engagement oppe, fastslår hun.
Med begyndelsen af et nyt studieår har sygehuset derfor indført nye tiltag, der skal forsøge at imødekomme den efterspørgsel i en organisation, som i forvejen er travl.
- Spørgsmålet er så, hvordan man gør det, og én af løsningerne bliver workshops og caféer, hvor eleverne på sygehuset mødes tværfagligt om forskellige emner. De er stadig under supervision af vejledere og praktikansvarlige, men de får også mulighed for at byde ind med de mange kvalifikationer, som de hver især har, til deres medstuderende, siger Inge Paamejer.
Hun lægger ikke skjul på, at det mest udfordrende at finde på et sygehus, når der er travlt, er rolige læringsrum med vejlederen.
- Man skal hægte sig godt fast for at følge med, og det må ikke bare tippe. Der skal være mulighed for at tilbyde gode læringsrum. Vi har så mange gode vejledere, og de studerende er ofte deres kommende kolleger. Det giver os derfor også en værdi at høre, hvad de unge ved. De kender den nyeste teoretiske viden, og når den mødes med en omstillingsparat institution, som sygehuset er, er det et godt match.
Hun ser gerne, at caféerne kan blive en ugentlig begivenhed, men i første omgang vil de finde sted hver anden uge og involvere alt fra oplæg, debatter og simulationscases.
- Vi skal huske, at de er hos os for at lære. Når man skal lære at blive dygtig, skal man være der, hvor patienterne er. Man skal være tæt på. Men det kan være udfordringen, når man får flere studerende. Det stiller højere krav til sygehuset, og derfor skal vi finde nogle gode metoder, så de lærer noget, der er relevant, samtidig med at det faste personale får en chance for at følge med. Praktikvejledere skal have så gode arbejdsvilkår som muligt. Derfor er det godt, at vi får det her fokus. Jeg håber, at vi kan blive endnu bedre, siger hun og tilføjer, at sygehuset har store forventninger til indsatsen, der begynder i disse dage.
I forvejen er der etableret workshops med simulationscases til det faste personale.
Seneste artikler
Borgere pressede på: - Hvad hvis resortet aldrig bliver til noget?
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Flere vidner afhøres i spektakulær yacht-sag