Et lille glas for en stor kampdag

Fra venstre er det Vibeke Hellmann, Joan Kragh og Ditte Rust, som alle tre er medlemmer af Champagneklubben og klar som kandidater for hver sit parti ved det kommende kommunalvalg. I dag er det kvindernes internationale kampdag, og den bliver traditionelt fejret med, at Champagneklubben holder et offentligt tilgængeligt arrangement, der blandt andet har fokus på at få flere kvinder ind i politik. Det kan ikke gennemføres denne gang på grund af coronaen. Aktuelt har Champagneklubben i øvrigt med de tre repræsentanters egne ord en igangværende dialog med borgmester John Brædder om en kommende ligestillingspolitik for Guldborgsund Kommune og her, hvordan den helt præcist skal strikkes sammen. Foto: Jan Knudsen

Kvindernes internationale kampdag kan i år ikke markeres med et arrangement hos Champagneklubben.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Ditte Rust, Joan Kragh og Vibeke Hellmann har inviteret Folketidende på et glas champagne. Det sker med udsigt til de 20 nye æbletræer et stenkast fra Silvan-rundkørslen i Nykøbing. Valget af "udskænkningssted" på den kommunale nybeplantede grund er ikke tilfældigt. Og der er noget at fejre. Mandag er det kvindernes internationale kampdag.

- De her nye æbletræer kan man godt se lidt som et billede på flere nye kvinder, der vil frem i politik, fortæller Joan Kragh, som stiller op til både regionsråds- og kommunalvalg for SF.

Med på denne lille champagneudflugt er også to andre medlemmer af Champagneklubben, som man forleden kunne læse om i Folketidende. Klubben er et netværk for nuværende og tidligere kvindelige byrådsmedlemmer og -kandidater.

- Det gælder også kandidater in spe, tilføjer Vibeke Hellmann, der stiller op ved kommunalvalget for Guldborgsundlisten.

De tre medlemmer af Champagneklubben kunne søndag fortælle, at der er flere temamøder i støbeskeen. Foto: Jan Knudsen

Opgør med bløde udvalg

- Vi ønsker et opgør med "de bløde udvalg" og at diskutere, hvordan flere kvinder kan være en del af "de tunge udvalg" - det vil sige økonomiudvalg, arbejdsmarkedsudvalg, teknik- og miljøudvalg med mere. Ligeledes har vi fokus på det demokratiske problem i, at der er så få kvinder i lokalpolitik, mener Joan Kragh.

Folketings- og byrådskandidat for Venstre, Ditte Rust, tilføjer, at der er nogle interesser, som ikke bliver repræsenteret, hvis ikke flere kvinder går ind i politik. Hun vil også gøre op med for mange kvinders fokus på, at familielivet forhindrer politisk arbejde.

- Jeg blev engang til en samtale om et job, hvor der på forhånd var indregnet en del overarbejde, spurgt om, hvem der så skulle tage sig af mine børn. Det spørgsmål ville man nok ikke have stillet til en mandlig ansøger. Jeg synes faktisk ikke, det var relevant at stille det spørgsmål, for jeg havde naturligvis haft mine grundige overvejelser i forhold til familien, inden jeg søgte jobbet, fortæller Ditte Rust.

2021 er et valgår, og Champagneklubben har derfor flere temamøder i støbeskeen med fokus på, hvad det vil sige at være kvindelig frontrunner, stå forrest og være i søgelyset.

- Vi forsøger at indhente spændende og vidt forskellige kvinder som foredrags- og oplægsholdere. Vi håber på den måde at appellere til mange forskellige kvinder, der kan spejle sig i oplægholdernes fortællinger, fortæller Joan Kragh.

Der planlægges et 8. maj-arrangement i stedet for et 8. marts-arrangement. Men i går var der champagne og tid til et lille interview hos Champagneklubben, fordi kvindernes internationale kampdag skulle markeres. Foto: Jan Knudsen