Det var en voldsom ulykke, der skete på Marielyst Strandvej lørdag 31. juli. To biler stødte frontalt sammen, og Mathias Nielsen, der kørte bag den ene, måtte klodse bremserne og køre ud i rabatten for at undgå at havne i sammenstødet. Han løb for at redde de unge i bilerne og tog senere dette foto med sin telefon, efter at alle de tilskadekomne personer var bragt i sikkerhed.
- Jeg drømmer stadig om, at jeg trækker Jonas ud af bilen og om braget, da bilerne støder sammen.
Birgitte GrønningBirgitteGrønning
OffentliggjortSidst opdateret
MARIELYST - Jeg kan ikke takke ham nok.
Konstateringen kommer fra 21-årige Jonas Kronberg, som i august blev trukket ud af en brændende, forulykket bil på Marielyst Strandvej.
Det var 22-årige Mathias Nielsen, der reddede hans liv den dag, og de to er siden blevet venner. Gode venner, der taler om alt muligt, men helst ikke om ulykken.
Den talte direktøren for Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Lene Frank, til gengæld om forleden, da hun tilkendte Mathias Nielsen en dusør på 1.000 kroner på Politigården i Næstved.
- Resolut gik du hen og fik hevet ham bagud af den brændende bil. Ganske kort tid efter var begge biler omsluttet af ild. Der er ingen tvivl om, at du denne dag reddede mandens liv, og at du satte din egen sikkerhed til side, da du gjorde det. Det er rart at vide, at der er folk som dig i verden, der helt kompromisløst hjælper, når nogen er i nød. Det kan du være stolt af. Jeg vil sige dig mange tak for din uselviske og meget modige indsats, sagde Lene Frank ved dusøroverrækkelsen.
Annonce
- Det er rart at vide, at der er folk som dig i verden, der helt kompromisløst hjælper, når nogen er i nød. Det kan du være stolt af, sagde politidirektør Lene Frank til Mathias Nielsen. Foto: PrivatPrivat
Der er et bånd
Jonas Kronberg opdagede først sit held, da han efter tre dages bevidstløshed vågnede på sygehuset.
De to kendte hinanden perifert fra en fælles arbejdsplads. Nu er de venner af en særlig slags.
- Der er et bånd, helt sikkert. Det er sådan ... ja, vi snakker ikke så meget om det, for vi prøver begge to at lægge ulykken bag os. Men det er noget, der bare ligger der, forklarer Jonas Kronberg, som stadig døjer med piskesmæld og den skadede skulder.
Mathias Nielsen vil også helst lægge ulykken bag sig og snakke med sin ven om alt muligt andet. Men den er svær at slippe helt og kommer tilbage til ham i søvne.
- Jeg drømmer stadig om, at jeg trækker Jonas ud af bilen og om braget, da bilerne støder sammen. Jeg får også gåsehud hver gang, jeg kører forbi stedet. Det er ubehageligt, og jeg har snakket med en krisepsykolog, men det gjorde ikke rigtig nogen forskel. Det har sat sine ar, konstaterer Mathias Nielsen.
Ulykken har også sat spor i hans perspektiv på tilværelsen som bilist. Mathias står til hverdag tidligt op og kører mod Holbæk for at passe sit arbejde i skadeservice-branchen.
- Jeg tænker meget mere over, hvordan jeg kører nu. Hvis foden bliver lidt tung på speederen, slipper jeg den hurtigt igen. Jeg skal ikke i en ulykke, fastslår Mathias Nielsen.
21-årige Jonas Kronberg fik adskillige skader i ulykken. To brækkede ribben, to forstuvede håndled, piskesmæld, et skadet skulderblad, fire blødninger i hjernen og et åbent kødsår i ansigtet, der krævede 14 sting. Her er han ved at få skiftet bandagen i panden 13 dage efter ulykken. Han skal gå med plaster på arret i op mod et år for at skåne det for sollys. Foto: PrivatPrivat
Mindre fart på
Jonas Kronberg var passager i en af ulykkesbilerne og har ikke kørekort. Men han har taget en erfaring om fart i tilværelsen generelt med sig fra ulykken.
Annonce
- Jeg tager det mere roligt nu og er mere påpasselig. Man ved aldrig, hvornår det siger stop. Man skal selvfølgelig tage alle de chancer, man får i livet, men man kan godt tænke sig lidt om, før man kaster sig ud i det hele, mener Jonas Kronberg, som efter ulykken jævnligt bliver indhentet af en fysisk træthed, han ikke har kendt før.
Ulykkesstedet på Marielyst Strandvej, som det tog sig ud dagen derpå. Den ene bil udbrændte totalt. Alle de involverede i ulykken overlevede og er kommet sig. Foto: Lars HovgaardLars Hovgaard
Hjælp med omhu
Mathias Nielsen håber aldrig, at han kommer til at stå i en situation som den, han handlede sig ud af den dag på Marielyst Strandvej.
Til andre, der havner der, har han et råd.
- Jeg kan jo ikke anbefale andre at sætte deres eget liv på spil, men man skal alligevel skynde sig at hjælpe, hvis man kan, så meget man kan - med omhu, anbefaler Mathias Nielsen, der nu overvejer at søge ind hos politiet eller beredskabet inspireret af sin oplevelse på landevejen.
Også ugebladet Ude og Hjemme har fået øje på Mathias' heltegerning og tildelt ham en medalje "For god og uselvisk indsats" i forbindelse med en artikel i bladet om ulykken. Med den fulgte en dusør på 1.000 kroner.
Det er ikke kun politiet, der har fremhævet Mathias Nielsens indsats på Marielyst Strandvej som noget særligt. Ugebladet Ude og Hjemme har for nylig tildelt Mathias denne helte-medalje og hæder for "God og uselvisk indsats". Foto: PrivatPrivat
Seneste artikler
Lokal filmproducer bag verdens bedste film
NFC-profil: Sådan blev oprykningen fejret
Pride kommer til Nykøbing: - Vi var klar på modstand fra start
Stor havnedag trak flere tusinde til byen
Michael Mix jagter nye højder: Den dobbelte Danmarksmester vil på podiet til EM
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Susan åbner Madkassen
Lokal Rema 1000 snupper førstepladsen for andet år i træk
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring