Fængsels-restaurant slog dørene op: Kom med til ekstraordinær aften

De ansattes pårørende og fængslets samarbejdspartnere var gæster til restaurantaftenen, men også Katja Skrøder, der sidder bagerst til højre. Under sin uddannelse til ernæringsassistent var hun i lære i Storstrøm Fængsels køkken. Foto: Asger Andersen

Hvordan smager mad bag tremmer? Kom med Folketidende og få en helt særlig madoplevelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vi er på vej ind i Fængslet på Falster.

Du skal sikkerhedsgodkendes, inden du får adgang til restauranten bag de metertykke mure. Telefonen skal afleveres, brillerne og skoene af, og du skal metalscannes fra top til tå, før du kan sætte dig til bords.

For fjerde gang afholder køkkenholdet i Storstrøm Fængsel nemlig restaurant-aften, et special-arrangement, hvor de indsatte står for maden og serveringen, mens de ansattes pårørende og fængslets samarbejdspartnere er aftenens gæster.

Rundt om i restauranten hang farverige billeder af blandt andet Putin foran et regnbueflag og en fisk med en rød bold i munden. Kunstneren bag malerierne er Asim Hussain. Han arbejder som malerlærer i Nyborg Fængsel. Gæsterne kunne til restaurantaftenen købe billederne, og overskuddet gik til Nyborg Fængsel. Foto: Asger Andersen

Frihed under ansvar

Overskriften for restauranten og køkkenarbejdet er ifølge flere indsatte Folketidende taler med; "Frihed under ansvar."

Friheden til, at de indsatte med skarpe knive kan skære sig vej gennem kilovis af kød og grøntsager, mens de skulder ved skulder står i Sjællands mest sikrede fængsel og laver en flerretters-menu for 85 restaurantgæster, men også at de indsatte kan påtage sig ansvaret for at arbejde i et professionelt køkken og behandle hinanden som kollegaer.

Ifølge Lasse Præstegaard, der leder fængslets køkken, forklarer frihed og ansvar også, hvorfor indsatte kan arbejde med knive.

Læs forklaringen her.

Aftenens menu

Rødbedetatar med tilhørende surdejsbrød er aftenens første ret. Kim står for at præsentere den, og det var ifølge ham selv, "en grænse, der skulle overskrides."

-Det var en form for sejr, for når jeg kan gøre det her, så kan jeg også gøre en masse andet, siger han.

Krabbekoketter med wasabi og cæsardressing, karamelliserede blomkål, burgere med oksemørbrad, og chokoladekage, er blot nogle af retterne, Kim skal remse op, før skuldrene igen kan sænke sig.

Katja Skrøder er en af restaurant-gæsterne, der nyder den mad, som de indsatte har brugt hele dagen på at gøre klar. Hun har et helt særligt forhold til fængselskøkkenet, da hun under sin uddannelse til ernæringsassistent stod i lære i køkkenet.

- Jeg er så stolt af dem, siger Katja Skrøder om de indsatte, hun tidligere arbejdede sammen med.

Katja Skrøder arbejdede selv i køkkenet under sin uddannelse som ernæringsassistent, og hun er glad for at være tilbage igen. Foto: Asger Andersen

Rundvisningen

Inden fængsels-restauranten lukker, får gæsterne lov til at se køkkenet, hvor surdejsbrødet bages, kødet steger og tallerknerne vaskes op. Henrik er en af rundviserne, og ansvaret har haft så stor betydning for ham, at det har hjulpet ham af med både angst og depression.

Klokken 19:30 er restaurant-aftenen slut, og efter de tomme tallerkner at dømme, er det sandsynligvis et veltilfreds køkkenhold, der kan se tilbage på en vellykket aften.

De pårørendes aften

I fremtiden kan det være, at de indsattes pårørende kommer til at sidde til bords i fængsels-restauranten.

Det er et af Kenneths største ønsker.

Læs om hans drøm her.

Kim, Henrik og Kenneth er ikke de indsattes rigtige navne. Folketidende er bekendt med deres identitet.