Falster: 25-årig mand idømt fængselsstraf for kærestevold
Den 25-årige mand blev løsladt efter dommen ved Retten i Nykøbing Falster. Arkivfoto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
En ung mand er blevet frifundet for voldtægtsanklager, men er kendt skyldig i vold mod sin ekskæreste.
NYKØBING: En 25-årig mand er blevet idømt et år og to måneders fængsel for flere tilfælde af vold begået mod hans tidligere kæreste. Det oplyser Retten i Nykøbing Falster.
Han var også tiltalt for flere voldtægter, som han blev frifundet for, fortæller hans forsvarer, David Francis Lublin.
Manden var tiltalt for at have voldtaget sin daværende kæreste adskillige gange mellem september 2017 og juli 2021 i en lejlighed i Nykøbing Falster.
Ifølge tiltalen slog og sparkede han hende, inden han tiltvang sig samleje ved at lægge sig ovenpå hende. Retten fandt det dog ikke bevist, at dette faktisk var sket.
Til gengæld blev han dømt for vold mod kvinden.
Advokat David Francis Lublin forklarer, at parret var i et langvarigt forhold, men at de "levede som hund og kat" med mange konflikter. Den 25-årig har erkendt en række af de voldsepisoder, som han er fundet skyldig i.
- Han har tilstået noget af volden. Blandt andet er der blevet fremlagt beskeder sendt til hans daværende kæreste, hvor han undskylder for at have slået og sparket hende, siger forsvareren.
Manden valgte at modtage dommen på stedet, da den tirsdag blev afsagt i Nykøbing Falster.
- Vi er meget tilfredse med udfaldet. Det er det rigtige resultat ud fra den bevisførelse, der har været. Og ud fra det, der er forklaret i retten, har betingelserne ikke været opfyldt i forhold til anklagerne om voldtægt, siger David Francis Lublin.
Den 25-årige mand har siddet varetægtsfængslet i otte måneder frem til dommen. Efter afgørelsen tirsdag er han blevet løsladt.
Anklagemyndigheden har 14 dage til at vurdere, om den vil anke eller acceptere rettens afgørelse.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde