Falsterske Marius vandt EM: - Gu' fanden er jeg stolt

Efter sejren blev Marius Bøje Jørgensen fejret af sin far og lillesøster. Privatfoto

Marius Bøje Jørgensen kan kalde sig europamester, efter han sammen med juniorlandsholdet i TeamGym forleden triumferede ved EM i Aserbajdsjan. Falstringens familie havde taget den lange tur østpå og beretter om vilde tilstande og en vanvittig opbakning til de danske gymnaster.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det var helt sindssygt at følge med i.

I efterårsferien var 17-årige Marius Bøje Jørgensen fra Falster en af de 12 udvalgte på herrejuniorlandsholdet, der repræsenterede Danmark ved EM i TeamGym, som er en gren inden for gymnastikken.

Det hele løb af stablen over 3000 kilometer væk fra de danske haller - i Aserbajdsjans hovedstad Baku.

Med sig havde han sin far og lillesøster oppe på tribunen. Det kan tyde på, at opbakningen intet fejlede.

De og resten af de mange danske tilskuere kunne se ham og de 11 landsholdskammerater springe, spurte og spinne sig til guld. Hans far, Anders Bøje Jørgensen, var helt blæst bagover efter oplevelsen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Marius Bøje Jørgensen leverede høj akrobatik i Baku. Privatfoto

- Gu' fanden er jeg stolt. Når man ser ham i landsholdsdragten og står der og synger nationalmelodien - det er helt vildt, siger Anders Bøje Jørgensen.

I alt var seks danske landshold afsted - herre- dame, og mixhold for henholdsvis senior og junior.

Dedikeret arbejde

Det har været en lang og sej kamp at nå helt frem til juniorlandsholdet, fortæller faren.

Marius Bøje Jørgensen har dyrket gymnastik i mange år, blandt andet i Eskilstrup. Senere har han taget flere gange til Køge hver uge for at dyrke TeamGym, mens han sidste skoleår gik på Vejstrup Efterskole, som er en af landets førende gymnastikefterskoler.

Hvad er TeamGym?

TeamGym er en gren inden for gymnastikken, som blander både rytmisk gymnastik og springgymnastik.

TeamGym er en samlet konkurrence, der består af tre forskellige discipliner. Hvert hold skal konkurrere i henholdsvis rytmeserie på gulv, spring i trampet (minitrampolin, red.) og spring på fiberbane.

Som hold skal man stille med minimum seks og maksimum 12 gymnaster – mens alle deltagende gymnaster på holdet skal deltage i den rytmiske serie på gulv, så skal kun seks gymnaster springe i trampet og på fiberbane.

Kilde: Gymnastikportalen.dk

Sammen med 119 andre håbefulde unge troppede han for et års tid siden op til en slags "optagelsesprøve" til juniorlandsholdet. 120 blev skåret ned til 16, som efter en masse samlinger blev skåret ned til de endelige 12, der kom med til EM i Aserbajdsjan.

- Du kommer ikke dertil uden at knokle vanvittigt hårdt. Vi har kørt land og rige rundt for det her i mange år, forklarer Anders Bøje Jørgensen og fortæller, at Marius trods sin alder på 17 år allerede er flyttet hjemmefra. Han er flyttet til Svendborg for at dyrke TeamGym på eliteplan ved siden af skolen.

Nervepirrende tæt

Det var en speciel oplevelse for familien at opleve Aserbajdsjan. Kontrasternes land, kalder Anders Bøje Jørgensen det.

- Det er lidt en blanding af Dubai og fattigdom. Min søn var meget imponeret over, man kunne få en durum og en ayran for kun seks kroner, forklarer han.

Men de helt store indtryk kom i hallen og i den massive opbakning til alle de danske gymnaster. 400-500 forældre, søskende og familiemedlemmer havde taget den lange tur, hvor den ikke fik for lidt med flag og rød-hvide farver.

De fik spænding til det allersidste.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Da det stod klart, at guldet var hjemme, kunne de unge gymnaster bryde ud i vild jubel. Privatfoto

TeamGym er delt op i tre discipliner, hvor holdene scorer et pointantal for hver af de tre, som til sidst lægges sammen.

Og da Marius og resten af juniorlandsholdet manglede den afsluttende disciplin, som for deres vedkommende var spring på bane, var det mere end tæt kamp mod Sverige.

- Danmark var foran med 0,05 point. Det var meget, meget tæt. Der var nerver på, fortæller Anders Bøje Jørgensen.

Men der var ingen tvivl. En høj score på 20,15 i sidste disciplin, hvilket gav en samlet score på 56,3 for hele konkurrencen, satte svensken på plads og sikrede Danmark sit syvende EM-guld på stribe.

Så kunne Marius og familien tage en velfortjent ferie i Baku. Med guld i bagagen.

Turen til Aserbajdsjan gav anledning til, at familien kunne holde nogle dages ferie i Baku, da guldet var i hus. Privatfoto