Det var en 42-årig mand fra Falster, som for nylig stod bag et forsøg på omfattende indsmugling af hash til Bornholm.
Manden blev anholdt 13. november, da han ankom med natfærgen og gik i land i Rønne - med sig i en taske havde han 18,5 kilo hash, hvilket er en af de største hash-mængder, der nogensinde er beslaglagt på øen.
Den 42-årige mand er kendt i misbrugsmiljøet på Falster og har flere gange været tiltalt for besiddelse af hash. Ifølge Folketidendes oplysninger har han desuden forbindelser til hashmiljøet på Christiania i København.
Chefpolitiinspektør Flemming Drejer, Bornholms Politi, bekræfter, at den 42-årige hashkurer har forbindelser til Falster.
- Vi er i gang med at klarlægge, hvor den store mængde hash kommer fra, men det er næppe fra Falster eller Sydsjælland, siger Flemming Drejer.
Dog afslørede en efterfølgende ransagning på mandens bopæl uden for Nykøbing yderligere halvandet kilo hash.
Ifølge Folketidendes oplysninger havde den 42-årige mand valgt en uheldig dag at ankomme til Bornholm på. Netop den 13. november var der på grund af folketingsvalget udkommanderet ekstra betjente ved færgelejet i Rønne, og her blev den 42-årige spottet i mængden af rejsende og pillet ud til kontrol.
Han blev efterfølgende fremstillet i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger - heraf halvdelen i isolation.
Flemming Drejer glæder sig over, at det er lykkedes at sætte en stopper for indtil videre tre hashtransporter hen over sommeren og efteråret.
- Men det må jo samtidig betyde, at der er et ganske stort marked for hash herovre på øen, og det er foruroligende, siger chefpolitiinspektøren.
Tre dage senere - fredag 16. november - anholdt politiet i Rønne endnu en passager fra natfærgen, denne gang en 35-årig mand, som havde tre kilo hash i sin rygsæk. Han blev varetægtsfængslet otte dage i isolation.
Lars Hovgaard
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker