- Fantastisk skridt for turismen
John Brædder (G) forudser en lokal turistsæson, der kommer til at slå alle rekorder. Foto: Ingrid Riis/arkiv
Ingrid Riis/arkiv
Grænseåbningen for tyskere og nordmænd glæder Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder (G)
GULDBORGSUND - Det er et fantastisk skridt fremad for turismen i Guldborgsund. Nu kan lokale virksomheder reddes fra konkurs, og de kan begynde at ansætte folk igen. Der bliver masser af folk at sælge varer til, og vi kan se frem til en sommer, der kan komme til at slå alle rekorder, når der kommer mange både danskere, tyskere og nordmænd til vores kommune.
Så glad blev borgmester John Brædder (G), da statsminister Mette Frederiksen (S) fredag eftermiddag åbnede grænsen for tyske, norske og islandske turister fra 15. juni.
Borgmesteren har længe efterlyst en dato for grænseåbningen, og den fik han.
- Vi må selvfølgelig væbne os med tålmodighed i de 14 dage, og det havde været dejligt, hvis grænsen åbnede med det samme. Men det er fair nok, og alt i alt er det en perfekt melding for Guldborgsund. Vi har traditionelt rigtig mange tyske og norske gæster, som nu sidder klar til igen at booke et ophold hos os, og jeg tror, at bureauerne vil opleve en storm i de kommende dage. At det skal være mindst seks døgns ophold er selvfølgelig meget, men det passer meget godt med den måde, vores turister bruger vores område på i forvejen, mener John Brædder.
At svenskerne endnu ikke får lov at rejse ind i landet, er et begrænset tab, mener han.
- Den svenske turisme fylder jo mest i København, så egentlig er jeg mere optaget af, hvornår hollænderne kan få lov at komme, for dem har vi fået flere og flere besøg af i de seneste år, siger John Brædder.
Med grænseåbningen følger også en ny testindsats ved grænsen og i sommerlandet, hvor mange mennesker er samlet. Den blev på pressemødet præsenteret som frivillig, lettilgængelig og periodevis, og John Brædder hilser den velkommen.
- Det er et godt tiltag, så vi hurtigt kan få opfanget smitten, hvis den skulle blusse op igen. Ellers risikerer vi, at man kan være nødt til at lukke ned igen, og det ønsker jo ingen, siger borgmesteren, der har tillid til, at både danskere, tyskere og nordmænd kommer til at opføre sig corona-fornuftigt i sommer.
Også på steder, hvor mange mennesker samles, som for eksempel Marielyst.
- Vi har bevist, at vi lytter og har respekt for denne her virus. Men det er fint at fortsætte med kampagner for håndhygiejne og afstand, så vi er sikre på, at vi ikke kommer til at glemme det.
Hos Scandlines ser man også frem til at kunne sejle flere passagerer.
- Vi er glade for, at der nu begynder at komme "hul i grænsen". Vi er absolut klar til at tage imod passagererne. Vi har sørget for, at der både er afstandsmarkeringer, håndsprit og så videre på færgerne, og vi har også lavet en omfattende plan for afspritning af flader, siger kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen.
Hun tilføjer, at rederiet også forventer at kunne genåbne sine bordershops i Puttgarden og Rostock.
Seneste artikler
Lastbil og bil i sammenstød
Susie Hayes begyndte forfra på Femø
Gadedør i nyrenoveret ejendom skal tilbage: - Vi kan ikke have cowboyagtige tilstande
Hvem fortjener hyldesten i år?
Nu kommer varmen for alvor, men ...
Mest læste artikler
Familien reddede sig ud af brændende hus
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Har du også bemærket det? Derfor flyver der helikoptere i ring over Stubbekøbing
Stor udrykning ved Holeby: Mand fastklemt under traktor
Tre unge sigtet i narkosag