Fantasy-patient spurter væk med iltmåler

Politiet gik torsdag nat rundt i Nykøbing F.' s natteliv for at advare om stoffet GHB/Fantasy. Det flydende stof kan i små mængder få en person i festhumør, men der er en hårfin og livsfarlig grænse, hvor indtagelsen kan føre til bedøvelse og i værste fald en komalignende tilstand, som flere mennesker er døde af.

Den forebyggende indsats skete på baggrund af en episode i Jernbanegade i Nykøbing F. natten til fredag klokken 01.45. Her tog politiet med ambulancen, som var kaldt til stedet. En 22-årig mand fra Nørre Alslev var blevet bevidstløs efter at have indtaget noget GHB/Fantasy.

Den 22-årige blev kørt til sygehuset i Nykøbing F., hvor han vågnede op efter at have været bevidstløs i halvanden time. Han tager benene på nakken og en dyr iltmåler under armen, og løber alt hvad han kan ud af sygehuset og ned ad Gåbensevej. Det går så stærkt, at en portør må opgive forfølgelsen.

Klokken 10.30 fredag eftermiddag finder politiet den 22-årige på adressen i Jernbanegade. Han aner ikke, hvorfor han har taget iltmåleren og er stadig omtåget efter den voldsomme oplevelse med stoffet. Politiet lader ham slippe med en advarsel om, at det han har gjort er tyveri.




En 22-årig mand faldt bevidstløs om i nat efter indtag af det flydende stof Fantasy. Han vågner op på sygehuset i Nykøbing F. og løber væk med en dyr iltmåler under armen.

Offentliggjort Sidst opdateret