- Jeg troede dårligt mine egne øjne, da jeg så det. Vi er overvældede af glæde!
Sådan siger Merete Bandak fra Nysted-Vantore Menighedsråd.
Sammen med kunsthåndværker Ruth Felbo og kunstner Bo Karberg har hun på menighedsrådets vegne udarbejdet projektet "Klosterhave Nysted Kirke", der, som navnet antyder, skal omdanne den tidligere præstegårdshave ved Nysted Kirke til en klosterhave.
Merete Bandaks overvældende glæde skyldes, at menighedsrådet netop har fået besked om, at Nordea Fonden vil støtte projektet med ikke mindre end en million kroner fra fondens "Her gror vi"-pulje.
- Det er det højeste beløb, de udbetaler til et enkelt projekt, og det var også det beløb, vi havde søgt om. Men projektet koster godt 1,2 millioner, så vi mangler lige det sidste, forklarer Merete Bandak.
Annonce
Urter, træer og en glasfontæne
Klosterhaven skal blandt andet indeholde urtebede med lægeurter og hjemmehørende urter, frugttræer, træstammer som bænke, legeredskaber og rørklokkespil, udetavler, glasfontæne og et mindre lavvandsbassin.
- Nogle vil nok kalde det en sansehave, for den kommer til at tale til flere sanser. Kirken vil gerne tilbyde et udendørs fællesskabsrum til alle borgere, så det bliver en åben byhave, hvor man kan finde fred mellem duftende lægeurter og rislende vand i glasfontænen.
- Der bliver både mulighed for, at man kan sidde og have en stille stund, at dagplejemødre kan komme forbi med deres børn, at kirken kan servere udendørs kirkekaffe på dage, hvor vejret er godt, og meget andet. Den henvender sig til en bred målgruppe, forklarer Merete Bandak.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den nye klosterhave skal ligge i den tidligere præstegårdshave ved Nysted Kirke. Arkivfoto: Anders Knudsen.
Det var Ruth Felbo, der fik idéen til klosterhaven.
- Hun præsenterede den for menighedsrådet for et års tid siden, men så var der en periode, hvor der ikke skete mere. Men i starten af året så vi, at det var muligt at søge penge fra Nordea-puljen, og så spurgte vores regnskabsfører, om det ikke var noget, fortæller Merete Bandak, som derefter satte sig sammen med Ruth Felbo og Bo Karberg og lavede ansøgningen.
Den nye klosterhave bliver 35 meter lang og syv meter bred.
- Vi håber, at den kan være færdig i løbet af efteråret. Vi har allerede indhentet tilbud fra en entreprenør, fortæller Merete Bandak.
Lokale projekter, der har fået støtte fra Nordea Fondens "Her gror vi"-pulje:
Guldborgsund Aqua Sport: 1.000.000 kroner til vandsportscenter i Guldborgsund - i den sydlige del af havnen i Nykøbing.
Eskilstrup By & Omegns Beboerforening: 432.029 kroner til et grønt aktivitetsområde centralt i Eskilstrup.
Foreningen for Markedshallens fremme i Nykøbing F: 1.000.000 kroner til at udvikle et grønt, rekreativt udeområde ved den gamle markedshal på havnen i Nykøbing.
Øster Toreby Borgerforening: 400.000 kroner til at l etablere en 5.500 kvadratmeter skovhave i Øster Toreby med beplantning, træer og buske, formidling (skilte og plancher), borde, bænke, grill, redskaber, overdækket terrasse, opholdssteder, stier med videre.
Nysted Menighedsråd: 1.000.000 kroner til at etablere "Klosterhaven" ved Nysted Kirke, der skal være et nyt rekreativt grønt uderum i Nysted til glæde for byens borgere, børn og sommerens turister.
Foreningen Nysted Sundheds- og Trivselshus: 978.750 koner til at etablere en udendørs madsal i Nysted med udekøkken, fælleshave og overdækket terrasse, der skal danne ramme om sunde og bæredygtige måltidsfællesskaber.
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Mystiske madbakker vakte undren: Kommer de fra Fælleskøkkenet?