Farvel med både tak og smæk med døren

Stine Friis forlader jobbet som leder af Landsbyordning Sydfalster. Foto: Ingrid Riis/arkiv

- Det er kommet til at handle meget om nøgletal og registrering. Det trives jeg ikke i, siger skoleleder.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER Fantastiske oplevelser, ildsjæle og dygtige medarbejdere, som det er meget svært at sige farvel til ...

Men også et lille smæk med døren og utilfredshed med det, hun kalder "øget kontrol og mindre fællesskab" ...

Stine Friis, leder af Landsbyordning Sydfalster - Sydfalster skole i Væggerløse - siger med denne måneds udgang farvel til jobbet.

Det sker altså med en blandet buket roser og tidsler.

- Først og fremmest har det på masser af områder været fantastisk, og det er selvfølgelig svært at rejse fra, siger Stine Friis, som nu skal være leder af Holmebækskolen i Køge Kommune.

Hun blev leder af Sydfalster Skole i 2014. I 2016 etablerede man Landsbyordning Sydfalster, hvor skolen og dagtilbuddene Blishøj i Væggerløse og Strandloppen i Gedser blev lagt sammen.

Sideløbende blev Sydfalster Lokalråd etableret.

- Skolen bliver til et "Byens Hus", hvor bibliotek, Borgerservice og Lokalhistorisk Arkiv flytter ind. Lokalrådet arrangerer loppemarkeder, høstfester og fællesspisninger i godt samarbejde med frivillige, brugsens bestyrelse og boldklubben, fortæller Stine Friis.

Trives ikke

Hun understreger, at alle initiativerne aldrig var lykkedes uden dygtige og fleksible medarbejdere og mange aktive, lokale ildsjæle.

- Vi havde også et fantastisk samarbejde mellem landsbyordning og forvaltninger i kommunen, siger Stine Friis.

- Da jeg kom til Guldborgsund, var der tydelige visioner og retning. Der var optimisme og samarbejde på tvær af forvaltninger. Det synes jeg ikke længere, jeg oplever. Derimod mere kontrol og mindre fællesskab. Det handler meget om nøgletal og registrering og administration. Det trives jeg ikke i, og derfor vælger jeg at stoppe nu, hvor en ny mulighed bød sig, forklarer hun.

Muligheden er altså Køge.

- Man prioriterer fornuftig økonomi på skoleområdet med mindre og flere selvstændige enheder. Der er en skolechef til 14 folkeskoler, et godt ledernetværk og en tydelig retning for folkeskolen. På Holmebækskolen er man også i høj grad klar til at lave initiativer og arrangementer sammen med lokalområdet, forklarer Stine Friis.

Ny leder

Hun forlader som nævnt Sydfalster med udgangen af denne måned.

Med virkning fra 1. marts er Uffe Junker, nuværende viceskoleleder, konstitueret i stillingen som leder af Landsbyordning Sydfalster.