Fem millioner til vandtårn

Guldborgsund Kommunes ejendomsudvalg er kommet grundigt i klemme med Nysteds markante vandtårn.

For det ramponerede tårn er i så dårlig stand, at det ikke er forsvarligt blot at lade det blive stående. Og tårnet er fredet, så det kan ikke lade sig gøre at rive det ned.
- Men hvis det skal laves ordentligt, og det skal det, så skal man helt ind og have fat i armeringsjernene. Og så taler vi om en udgift på måske fem millioner kroner for at restaurere det, siger John Brædder (G), der er formand for ejendomsudvalget.

- Og hvad skal vi så bruge det til? For mon ikke folk i hele kommunen vil undre sig over, at vi bruger fem millioner kroner på et tårn, som ikke skal bruges til noget. Der er jo mange andre ting, vi kunne bruge fem millioner kroner til, mener han.

Derfor opfordrer John Brædder folk til at komme med forslag til, hvad vandtårnet kan bruges til, hvis det bliver sat i stand.
- Det er allerede et vartegn for byen, og måske kunne det blive et aktiv for turismen, siger John Brædder.
- Vi har en dialog i gang med Nysted Bevaringsforening om tårnets fremtid, men der kunne også være andre, der havde gode ideer, siger han.




Udvalg i klemme med Nysteds ramponerede vartegn

Offentliggjort Sidst opdateret