Ferielejligheder på vej i tidligere surfbutik

Lejlighederne skal ifølge planen have eget minikøkken, toilet og bad og være henvendt til cykelturister. Foto: Flemming Keith Karlsen

Manglende grundlag for dagligvarebutik i lokalerne får ejer til at anmode om at kunne lave lejligheder til blandt andet cykelturister.

Offentliggjort Sidst opdateret

ELKENØRE Skovduevejen 1 i Elkenøre kan snart komme til at summe af mere liv, end det har været tilfældet de senere år.

Ejeren ønsker at lave tre-fire ferielejligheder til udlejning i lokalerne, der ellers er omfattet af kommuneplanramme MARI BE 14, som dikterer brug til centerområde, butikker med videre.

- Dette begrundes i, at grundlaget for en rationel drift af en dagligvarebutik i området ikke længere skønnes muligt, idet der i området er tilgået andre store dagligvarebutikker, der umuliggør driften af en mindre dagligvarebutik, hedder det i en ansøgning, som teknik, miljø og ejendomsudvalget behandlede på sit seneste møde i december.

Ansøgningen er indsendt af arkitekt Henning Kobbernagel, HK Design ApS, på vegne af ejeren af bygningen. Heri konkretiseres det, at Rema 1000, Netto og Aldi er nye i området, hvor der i forvejen findes COMA i Idestrup og Marrebæk, Brugsen i Væggerløse, Din Købmand på Bøtø og et mindre dagligvareudsalg ved Sildestrup Strand.

Den nuværende ejer overtog matriklen i januar, 2019, og den har ligget ubenyttet hen siden da. Tidligere blev der solgt blandt andet surfbrædder og sportsudstyr fra ejendommen, men nu er planen at gavne turismen, herunder cykelturismen fra Tyskland, som det hedder i ansøgningen.

Teknik, miljø og ejendomsudvalget godkendte denne, og den sendes nu videre til økonomiudvalget, der skal behandle den i det nye år. Siger det også god for ideen, træffes der beslutning i byrådet om, hvorvidt det skal sendes i fire ugers høring.