Fest for populært Firkløver

Fødselsdagen bød også på mulighed for en karruseltur. Foto: Ingrid Riis

BILLEDSERIE: - Klap jer selv på skulderen, lød en af opfordringerne i lykønskningstaler ved institutionsfest.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Mange er glade for firkløver.

Det gælder også for Børnehuset Firkløveren på Hospitalsvej i Nykøbing, som her i weekenden fejrede sin 50-års fødselsdag.

- I kan godt klappe jer selv på skulderen. Firkløveren er en efterspurgt og populær institution, lød det blandt andet fra borgmester John Brædder, der var en af op mod et par hundrede - med god afstand imellem sig - deltagere i festlighederne, som oprindeligt var tænkt i væsentligt større skala. Corona gav en anden festmodel.

Gaven fra kommunen til Firkløveren var et luftfoto af institutionen, som i løbet af årene har bredt sig over et stort område ved Hospitalsvej. På billedet er det fra venstre Firkløverens leder Connie L. Andersen, borgmester John Brædder og børnehusets bestyrelsesformand Mette Rygaard Poulsen. Foto: Ingrid Riis

Tusinder af børn

Men deltagertallet kunne i øvrigt hurtigt være blevet meget højt. Bogstaveligt talt tusinder af lokale børn har minder fra børnehuset, der i sin tid startede som et dagtilbud især målrettet børn af personale fra sygehuset.

- Dengang i 1970 var meget ganske anderledes. Personale i kittel og træsko og børn i særligt institutionstøj. I dag er Børnehuset Firkløveren på alle områder anderledes - og i øvrigt jo kommunens suverænt største institution med ni stuer og en "naturfilial" i Bangsebro. Der skal rettes en stor tak til alle 36 medarbejdere for den store indsats, I yder, konstaterede John Brædder.

Borgmesteren mindedes i øvrigt også, at Firkløveren er en af de institutioner, hvor han og andre ofte har været til "snoreklip".

- Firkløveren udvikler sig hele tiden pædagogisk og på anden vis. Men rent fysisk tror jeg nu ikke, Børnehuset kan blive større lige nu: Der er ikke mere plads her i området, fastslog han.

Udvalgsformand Simon Hansen kom i sin lykønskningstale også ind på de 50 års udvikling i pædagogik og principper.

- Man har været gennem tider fra mere kontrollerende og styrende pædagogik over "fri leg" til pædagogik med vægt på børnenes relationer indbyrdes. Men uanset principperne, så drejer det sig jo i høj grad om det spørgsmål, der hedder: Var det godt at have sine børn her? Svaret har været ja. Jeg har altid hørt forældre tale godt om institutionen. Tillykke med det, fastslog han.

Der hører kaffe og kage til en fødselsdag - også i en institution. Foto: Ingrid Riis

Glade og trygge

- Vi er glade og trygge forældre, understregede Firkløverens bestyrelsesformand Mette Rygaard Poulsen. Og så slog hun i høj grad den festlige tone an med overrækkelsen af gaven: En sæbeboblemaskine.

Den blev straks sat i sving, mens man sang fødselsdagssang til lejligheden.

Efterfølgende var der fødselsdagskaffe - selvfølgelig.

Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis