Fibernet tæt på aftale med Viasat

Marielyst Fibernets direktør, Jeff Hansen, håber på at have en julegave klar til brugerne på fibernettet. I det seneste stykke tid har man forhandlet intenst med Viasat, så man igen kunne tilbyde TV3, TV3+ og en sportskanal - formentlig bliver det TV2 Sport. Signalet til kanalerne blev afbrudt for mere end et år siden, da Viasat afviste, at Marielyst Fibernet havde en aftale om at udsende selskabets tv-kanaler til kommercielt brug. Det blev rigtig mange af fibernettets kunder sure over, og flere stod frem i Folketidende og udtalte, at de følte sig lokket til at koble sig på fibernettet på falsk grundlag.
Men nu er der tilsyneladende udsigt til snart at kunne se kanalerne igen. Ifølge Jeff Hansen er man enige om 95 procent af de nye kontraktvilkår.
- Prismæssigt er vi enige, men vi skal lige have den sidste jura på plads. Denne gang går vi med to par seler og tre livremme, for vi ønsker ikke igen at få afbrudt signalet.
- Men der er lys forude, og med en lille smule held, så skulle kanalerne gerne være på inden jul, siger Jeff Hansen.
Læs mere i Folketidende fredag.




Marielyst Fibernet forventer at tv-seerne kan få Viasats kanaler på inden jul. Direktør Jeff Hansen siger, at man har 95 procent af en ny aftale på plads.

Offentliggjort Sidst opdateret