Guldborgsund Forsyning fejrede fredag, at fjernvarmen er fremme i Ønslev med en god nyhed til de nye fjernvarmekunder i Ønslev og Eskilstrup
De øverste murforbandt var næppe lagt på plads og kun et enkelt tagspær rejst, da Guldborgsund Forsyning fredag den 1. juli ved middagstid holdt rejsegilde på den nye fjernvarme boosterstation i Ønslev. Men i anledning af, at sommerferien står for døren havde håndværkerne skyndt sig så meget, at rejsegildet kunne fejres på den sidste dag før sommerferien.
Samtidig kunne forsyningsselskabet og entreprenørerne fejre, at der nu er fjernvarmevand på den 7 km. lange transmissionsledning fra den nordlige udkant af Nykøbing og frem til boosterstationen i Ønslev. Og i den kommende uge tilsluttes de første ejendomme i Ønslev.
Adm. direktør i Guldborgsund Forsyning, Flemming Bach, takkede de deltagende entreprenører og håndværkere for en storslået indsats, som betyder, at man i øjeblikket er ca. en uge foran tidsplanen, selvom der har været tale om betydeligt flere tilslutninger end oprindeligt forventet.
”Det er et resultat, som branchen kommer til at tale om i mange år og som vil skrive sig ind i fjernvarmehistorien,” fastslog han og mente, at præstationen har mange fællestræk med EM i 1992, hvor Danmark vandt guld efter en heroisk indsats.
De nye fjernvarmeforbrugere kan udnytte nyt skattefradrag
Og så havde direktøren lige en god sommernyhed til de mere end 500 husejere i Ønslev og Eskilstrup, der har tilsluttet sig fjernvarmen. Det bliver således endnu billigere for grundejerne end det i forvejen favorable tilbud, som Guldborgsund Forsyning har givet på tilslutning. Som følge af regeringens indførelse af skattefradrag for boligforbedringer kan de kommende fjernvarmeforbrugere nemlig trække op til 15.000 kr. for enlige og 30.000 kr. for ægtepar fra på selvangivelsen - og dermed spare op til 7-8.000 kr. i skat.
Guldborgsund Forsyning vil efter sommerferien informere nærmere om, hvordan de nye fjernvarmeforbrugere kan få glæde af skattefradraget.
Foto: Adm. direktør i Guldborgsund Forsyning, Flemming Bach, dokumenterer at den er god nok. Fjernvarmen er fremme ved den nye boosterstation i Ønslev, som der fredag blev holdt rejsegilde på. Vandt var dog kun lunkent – rørene i den 7 km. lange transmissionsledning skal lige varmes igennem.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker