Flemming Krøll fik en blodprop i hjernen

Flemming Krøll. Arkivfoto: Anders Knudsen

Den tidligere revydirektør blev for nylig ramt af en blodprop.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING/SYDFALSTER: Tidligere revydirektør i Nykøbing F. Revyen, Flemming Krøll, blev søndag 10. april ramt af en blodprop i hjernen.

- Det kom som et lyn fra en klar himmel, siger Flemming Krøll, da Folketidende snakker med ham her en god uge efter.

- Jeg var til beboerforeningsmøde i København, hvor vi har vores faste adresse på Østervoldgade.

- Pludselig begyndte min venstre hånd at sove. Og jeg tænkte, at det sgu da var mærkeligt. Men jeg kørte tilbage til sommerhuset i Sildestrup.

- Om aftenen sidder jeg og snakker med min kone Birthe. Min hånd sover stadig, og pludselig siger hun, at jeg vrøvler, og jeg begynder at få for meget mundvand.

- Birthe ringede 112, og jeg blev hentet og kørt direkte til Roskilde Sygehus, hvor jeg kom i behandling. En såkaldt trombolyse-behandling. Og det gik rigtig godt. Efterfølgende blev jeg overflyttet til Bispebjerg Hospital, hvor der blev fulgt op med behandling og flere scanninger, hvor jeg først fik vist blodproppen - og siden viste en ny scanning, at behandlingen havde hjulpet, og blodproppen var væk, fortæller Flemming Krøll, som i november fyldte 67 år.

Han er nu tilbage i sommerhuset i Sildestrup, men skulle i går tirsdag en tur til Bispebjerg, hvor han skulle kontrolleres og have besked på, om han fremover bliver pålagt nogle restriktioner. For eksempel om han gerne må køre bil.

- Heldigvis har blodproppen ikke fået nogen indflydelse på min evne til at køre bil. Så jeg kan nyde min nye Mercedes Hybrid, siger Flemming Krøll.

Han fortæller, at han på Bispebjerg fik foretaget en del scanninger og blodprøver, som der nu afventes svar på. Ligesom han blev medicineret og i tre dage skal bære en hjertemåler som en del af undersøgelserne efter blodproppen.

- Jeg var helt holdt op med at ryge for nogle år siden, men da jeg forlod revyen, begyndte jeg igen. Men de seks daglige cigarillos er nu helt lagt på hylden. Men jeg har det fint, slår Flemming Krøll fast.

- Jeg var heldig at komme hurtigt under behandling og er blot meget træt, og indimellem føles det som om, der sidder et hylster rundt om min ene finger, men det varer bare nogle minutter ad gangen.

- Anden påskedag var jeg inde for at følge min revyskole, som har premiere i dag onsdag. Og jeg har også her i påsken været på cykeltur til Marielyst, fortæller han.

Han har dog fået besked fra lægerne om at trappe nogle af sine aktiviteter ned.

- Jeg vil dog stadig tage ud at spille og synge. Og jeg har efter blodproppen haft en guitar i hænderne, og jeg kan stadig synge og spille, men jeg tænker måske, at jeg kommer til at opgive arbejdet med revyskolen, som Susanne Breuning givetvis kommer til at overtage, siger Flemming Krøll.

Han glæder sig til i de kommende måneder at tage på tur sammen med vennerne ”Revy-dinausurerne”, som han kalder sig selv, Torben ”Træsko”, Leif Maibom og Pia Ullehus. De skal ud i landet og deltage i diverse sommerrevyers premierer.

Trombolyse

En blodprop i hjernen kan opløses med trombolyse, hvis man bliver behandlet indenfor fire og en halv time efter, at symptomerne har vist sig. Det sker ved hjælp af blodpropopløsende medicin, der gives direkte i en blodåre. Ved en vellykket trombolysebehandling opløses proppen, så der igen er passage for blodet.

Når en blodprop lukker for tilførslen af ilt og næringsstoffer, stopper de berørte celler med at sende elektriske signaler til den del af kroppen, de styrer. Det giver for eksempel sprogforstyrrelser eller lammelse af en arm eller et ben. Efter få minutter begynder cellerne at dø, mens området udenom går i en slags dvale.

Med behandling kan omfanget af en hjerneskade begrænses, og patienten kan få mindsket eller i heldigste fald undgå efterfølgende mén. Jo tidligere behandlingen begynder, des bedre virker den.
Kilde: Hjernesagen.dk