Flere hundrede Nysted- borgere uden vand

Torsdag eftermiddag ved 15.00-tiden begyndte vandet pludselig at fosse ud af en ældre brandhane ud for Fiskergade 22 i midten af Nysted. Problemet opstod da en medarbejder fra Guldborgsund Kommunes Forsyningsenhed var ved at skylle nogle rør, hvilket skete ved hjælp af brandhanen.
- Da vores medarbejder skulle lukke for hanen igen, så var det fuldstændigt umuligt at lukke for den gamle brandhane, siger driftsleder Kenneth Larsen fra forsyningsafdelingen. Den løbske brandhane, som ligesom byens øvrige haner er over 50 år gammel. betød at kommunen lidt før klokken 16 var nødt til at lukke totalt for vandet i område, hvor der er flere hundrede beboere.
Mere præcist fik alle beboere på Havnegade, Fiskergade, Strandvejen, Søvejen, Skansevej og i området ved Skansen lukket for vandet indtil klokken 20. Derved berørte vandafbrydelsen adskillige hundrede mennesker.
Det viste sig at være en besværlig opgave at få lukket for den ældede brandhane. Gennem eftermiddagen og aftenen arbejdede fire mand fra kommunens entreprenørvirksomhed på at få afkoblet brandhanen fra rørsystemet. Til at løse opgaven var der tilkaldt en traktor med vogn og en minigraver. Der skulle graves hele to meter ned, før en smed fra forsyningsafdelingen endelig kunne afkoble brandhanen fra røret. Driftsleder Kenneth Larsen vil ikke udtale sig om riskoen for at et lignende uheld kan ske igen, da byens øvrige brandhaner også er af ældre dato.
- Brandhanerne hører ikke under os, men under Beredskabsstyrelsen, så det kan jeg ikke sige noget om. Men vi vil da tage en snak med beredskabet om det, siger han.




En nedslidt og utæt brandhane fik kommunen til at lukke for vandet i over fire timer.

Offentliggjort Sidst opdateret