Flere i arbejde flyttede til end fra kommunen

Arkivbillede fra et arrangement i Guldborgsund Kommune for tilflyttere. Foto: Ingrid Riis

21 procent af tilflytterne mellem 18 og 64 år fik socialhjælpsydelse det år, de tilflyttede, viser flytteanalyse.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Hvem er det, der flytter til Guldborgsund Kommune, hvordan fordeler de sig imellem de forskellige byer, og hvilke typer hjem vælger de?

Sidste år offentliggjorde Guldborgsund Kommune første del af en flyttemønsteranalyse, og nu er anden del udkommet. Ud fra data, der blev indsamlet i 2014-2018, er man gået i dybden med et par af hovedkonklusionerne fra første analyse og fokuserer på beskæftigelsesydelser.

Blandt andet viser analysen, måske ikke så overraskende, at Guldborgsund har en stor fraflytning af unge borgere, der er på vej til at søge uddannelse, mens der er tilflytning af borgere mellem 25 og 64 år.

Den viser også, at 21 procent af alle tilflyttere mellem 18 og 64 år modtog en socialhjælpsydelse det år, de flyttede til Guldborgsund.

I de fire år, man har samlet data, har kommunen oplevet en nettotilflytning af borgere på socialhjælpsydelse på 692 personer. 388 af disse er i den gruppe, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.

For gruppen på socialhjælp var en lejebolig den mest benyttede boligform. 71 procent af dem valgte den mulighed, og de søgte mod Orehoved, Nykøbing og Sakskøbing.

Men lejeboliger er helt generelt den boligform i kommunen, der er størst søgning på. Det gælder tilflyttere i alle aldersgrupper. 49 procent, eller 5.204, af alle tilflytninger, foregik til en lejebolig. 12 procent flyttede ind i en almen bolig, mens resten valgte en ejerbolig.

Det var i øvrigt særligt tilflyttere fra København, der købte en bolig i kommunen. 51 procent af tilflytterne fra København valgte en ejerbolig, og de søgte særligt mod enten landområderne eller hovedbyen Nykøbing.

Guldborgsund Kommune kan derudover glæde sig over at have fået en nettotilflytning på 1.488 personer på mellem 25 og 64 år i den arbejdsdygtige alder i løbet af de fire år. Det er den primære skatteindtægtsgruppe for kommunen.

Forfatterne til rapporten har bemærket, at 1.808 af tilflytterne kom fra en ejerbolig, men valgte at flytte ind i en lejebolig.

- Dette er bemærkelsesværdigt, når man tager priserne på ejerboliger i betragtning. Skiftet fra ejerbolig til privat lejebolig kan i hvert fald ikke umiddelbart tilskrives højere boligpriser i Guldborgsund, skriver de.

I 2017 konkluderede Kuben Management Boliganalyse, at mindre og vedligeholdelsesfri boliger vil blive efterspurgt i fremtiden. Samtidig viste analysen også en lav andel af almene boliger i kommunen, hvilket igen kan være med til at forklare den store forskel.