Flydende vin- og kaffebar

"Marittima" på vej ud af Lübecks havn til værftet i Svendborg. Skibet ankommer til Nykøbing i uge 27 eller 28 og kommer til at ligge overfor Guldborgsund Dyrehospital. Foto: Privat

40 lokale investorer bag skib til tre millioner kroner i havn.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Der bliver god plads til at feste og skåle ombord på Nykøbings nye vinbar, der åbner til vinter i havnen.

Ikke på havnen, men i havnen.

For "Vinoteque Marittima. Vin & Kaffebar" indrettes på et skib, der med sine næste 50 meter i længden og 9 meter i bredden kommer til at skille sig ud i havnebilledet.

Skibet, der er fra 1958 og certificeret som isbryder, kommer til byen i uge 27 eller 28, når diverse reparationer er overstået på et værft i Svendborg.

Vinhandler Jes Jonigk fra Marius Mortensens Eftf. glæder sig som et barn til juleaften.

Det er nemlig ham, der er primus motor bag byens nye vinbar, som bliver et markant bidrag til den udvikling, der er sat i gang af havnen.

Med sig har han 40 lokale investorer, der hjælper med at udvikle og finansiere de tre millioner kroner, der er skudt i købet, ombygningen og indretningen af skibet, før det er klar til åbningsfesten i december eller januar.

- Jeg har i fire-fem år ledt efter det rigtige lokale til en vinbar med god plads til udendørs servering, og nu er det her, fortæller en begejstret Jes Jonigk, som har været igennem en lang researchperiode, før han fandt det helt rigtige skib til formålet i Tyskland.

Ombord vil publikum blandt andet komme til at møde en ølbar med 40 forskellige øl, café med kaffe og te i høj kvalitet, et stort selskabslokale med egen terrasse og en vinbar med plads til 80-100 gæster.

- Vi får også plads til vinsmagninger og en vinkælder, hvor folk kan opbevare deres vine i skuffer eller skabe ved de korrekte temperaturer, fortæller Jes Jonigk.

Han håber, at "Vinoteque Marittima. Vin & Kaffebar" bliver klar til at tage imod sine første gæster, når kalenderen står på julefrokoster, men ellers bliver det i begyndelsen af 2022, når al ombygning er på plads.

Lige nu ligger skibet i Svendborg Havn, hvor det ifølge Jes Jonigk tiltrækker stor interesse fra forbipasserende.

- Alene størrelsen og udseendet får folk til at kigge. Svendborg Avis har efter sigende fået 15 opringninger fra folk, der vil vide, hvad det er for et skib, de har set i havnen. Det bliver så godt, fastslår Jes Jonigk.