Flygtningefamilier tilfredse med Falster




Medarbejderne fra Dansk Røde Kors havde absolut ingen kommentarer at dele ud af, da Folketidende denne weekend gæstede Dansk Folkeferie i Marielyst. De var nemlig sat til at passe på de omkring 20 flygtningefamilier, der havde valgt at tage mod tilbudet om indkvartering i hytterne hos Dansk Folkeferie i Marielyst frem for at være i Sandholmlejren i Nordsjælland, hvor der denne weekend har været demonstration, hætteklædte unge iklædt gasmasker i kamp med politi og massiv mediedækning.


Det var der ikke i Marielyst, hvor de omkring 20 flygtningefamilier fra Sandholmlejren i dag kan se tilbage på en fredelig weekend uden at skulle svare på nogle spørgsmål fra journalister. Det var lige præcis sådan, at Jørgen Chemnitz, der er chef for asylafdelingen i Røde Kors, havde håbet og forventet, at weekendopholdet ville forme sig for flygtningefamilierne.


- Jeg forstår godt, at medierne henvender sig for at tale med nogle af flygtningefamilierne om, hvordan det er at være på weekendophold på Falster. Men vores medarbejdere i Marielyst vil meget nødigt prikke folk på skulderen for at høre, om de har lyst til at snakke med en journalist, lyder det fra Jørgen Chemnitz, som tilføjer:


- Når hensigten med weekendopholdet er at skærme familierne mest muligt, så giver det ikke nogen mening, at de skal svare på spørgsmål fra journalister.Samme Jørgen Chemnitz vil i øvrigt gerne understrege, at han kun har hørt om positive tilkendegivelser fra flygtningefamilierne i forhold til forholdene denne weekend i Marielyst.





Der blev passet godt på de cirka 20 flygtningefamilier, som i denne weekend var på ophold i Marielyst. Og det var lige præcis sådan, Dansk Røde Kors gerne ville have det.

Offentliggjort Sidst opdateret