Naturen i Sortsø var søndag formiddag målet for Fodslaw Storstrøms tur. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Fodslaw Storstrøm har vandret sammen siden 1970. Det handler om motion, frisk luft og fællesskab.
Birgitte GrønningBirgitteGrønning
OffentliggjortSidst opdateret
SORTSØ Konceptet er enkelt. Den ene fod foran den anden. Så den anden foran den ene. Og sådan fortsætter man.
Ad veje og stier. Med solen varmende på rygstykkerne. I frost og med sved under huen. På landet og i byen. I medvind og med jernvilje op mod vinden.
Sommer, efterår, vinter og det forår, der nu begynder at røre på sig. Og som bedst observeres, hvis man går ud i det.
Det gør medlemmerne af foreningen Fodslaw Storstrøm. Hver uge. Søndag gik de i Sortsø, og i næste uge kan man finde flokken af vandrere på nye ruter.
På turen i Sortsø er solen også med, og der er et valg at træffe. 6 kilometer eller 10 kilometer.
Annonce
Hanne Tønnesen vælger den lange og skridter af sted med sin flok. Andre følger en turguide på den kortere, og efter cirka to timer mødes alle igen på magisk vis.
Folk kender deres form og tempo. Her er plads til alle slags. Derfor er der også medlemmer med stok og 80 år på bagen, som stadig går med hver uge.
Selv har Hanne Tønnesen slidt ganske mange vandresko op, for hun har travet i Fodslaw Storstrøm siden 1978.
Det år gik hun med på sin første Storstrømsmarch og var så træt i benene efter de 22 kilometer, at hun næsten kan mærke det endnu, når hun fortæller om det.
- Men jeg blev også helt bidt af at gå, og så har jeg gjort det siden, konstaterer Hanne Tønnesen, som undervejs har vekslet sit engagement i foreningen til et formandskab.
Dagens Fodslaw-hold er klar til to timers frisk luft, motion og fællesskab ad to forskellige ruter: 6 kilometer og 10 kilometer efter form og temperament. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Går sig fra skavanker
Som 67-årig er Hanne Tønnesen helt bevidst om de gavnlige effekter, hun tager med sig fra sin gå-hobby.
- Jeg er i god form, og det er kun, fordi jeg går. Jeg kan stadig gå 40 kilometer på en dag. Man kan gå sig fra mange skavanker. Det betyder også, at jeg stadig har energi til at gå på arbejde. Jeg føler mig frisk og står glad op om morgenen for at tage på job, fortæller Hanne Tønnesen, der er værkstedsassistent på et beskyttet værksted på Saxenhøj på 20. år. Motion og frisk luft er godt, men der er en tredje ting, der er vigtigere for Hanne Tønnesen og mange af de øvrige medlemmer af Fodslaw Storstrøm. Det er snakken, madpakkerne, kagen og kaffen.
Medlemmerne skiftes til at bage, og så bliver der sludret og snasket søde sager ved et bord-bænkesæt, når ugens vandretur er gennemført.
Det er her - og undervejs på turen - man deler, når barnebarnet har lært at gå. Når hunden har fået hvalpe. Når man har fundet et godt tilbud på brænde - og bekymringerne, der hober sig op, når der pludselig er krig i Europa igen.
Annonce
Fodslaw-medlemmerne er enige om, at det er en stor fordel, at motionen foregår i et tempo, hvor man ikke mister pusten. For så kan man jo ikke snakke sammen imens.
- Det sociale er så vigtigt. Mine gåvenner er blevet mine rigtig gode venner. Vi ses ikke, når vi ikke går, men vi har et stærkt fællesskab på turene. Jeg kommer aldrig ud at gå en tur for mig selv, selv om jeg bor lige op ad en skov. Men når jeg går sammen med de andre, kommer jeg nemt af sted, fortæller Hanne Tønnesen, der også har lokket børn og børnebørn med i foreningen.
Fodslaw er en landsdækkende forening, der har 38 lokalafdelinger fordelt i hele landet - heriblandt Fodslaw Storstørm, der dækker Lolland, Falster og Sydsjælland. Fodslaw blev stiftet 1. december 1970, da danske vandrere deltog i marchen i Nijmegen i sommeren 1970. I 2020 udgav foreningen et jubilæumsskrift, da Fodslaw rundede 50 år. Fodslaws formål er naturoplevelser, frisk luft og socialt samvær med andre vandrere og hjælpere. Der er ruter på fem-seks kilometer, hvor de fleste kan være med. Der er ruter på 10-15 kilometer for dem, der er i bedre form. Og der er ruter på 18-30 kilometer for dem, der er i rigtig god form. Man kan læse mere om foreningen på hjemmesiden fodslaw.dk, hvor man også kan finde vandreture i hele landet. Medlemskab koster 300 kroner om året, og familiemedlemmer følger med for 100 kroner.
Når man går sammen, går man lettere, er filosofien i Fodslaw, hvor medlemmerne fandt på konceptet walk & talk længe før, det blev moderne. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Mange med på store ture
På en almindelig søndagstur går typisk 15-25 med, men på de større arrangementer kommer der flere - og gæster fra andre lokalafdelinger af Fodslaw. For eksempel på forårsturen 9. april (læs mere om den for oven til venstre), hvor der er 80 tilmeldte. Og så er der pinseturen, fødselsdagsturen, efterårsvandringen, fastelavnsturen, kogt sild-turen og julemotionsturen.
Det er på disse større ture, foreningen penge på deltagergebyret til at kunne hygge for senere.
Fodslaw Storstrøm måtte holde en ufrivillig gåpause i godt tre måneder, da coronarestriktionerne var strammest.
Men foreningen har oplevet medlemsfremgang under coronaen.
Fire nye medlemmer er kommet til, så nu er medlemstallet oppe på 64.
Medlemmernes alder fordeler sig fra cirka 50 til 85 år.
Annonce
På lørdag 26. marts mødes Fodslaw Storstrøm igen og traver sammen i Marielyst fra klokken 10.
Klædt trafiksikkert på til turen. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Hanne Tønnesen har vandret med Fodslaw siden 1978. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Dagens rute er planlagt og kan følges på telefonens kort. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted