Folket kommer til kirken
Færre melder sig ud, og flere melder sig ind.
SYDFALSTER Efter årtiers medlemsflugt fra folkekirken ser udviklingen nu ud til at være vendt. På landsplan er der for femte år i træk sket en stigning i antallet af indmeldelser ifølge Danmarks Statistik. I Lolland-Falsters Stift følger man tendensen.. Her var der i 2013 110 indmeldelser og 258 udmeldelser. I 2019 meldte 156 personer sig ind og 159 sig ud.
- Jeg tror, mange har brug for at høre til et sted, der er større end de fællesskaber, vi selv bestemmer. Dem er der nok af. Men kirken går videre og længere. I kirken kan man hægte livet op på noget, der er større end en selv, siger præst i Væggerløse Sogn, Anders Martin Lauritsen. Kollegaen i Falsters sydligste sogn, der dækker Gedser, Gedesby og Skelby, Søren Winter Nielsen, er enig med sin kollega.
- I en tid, hvor vi bliver overfaldet af nyhedsstrømmen på vores smartphones, kan kirken sætte livet i perspektiv med evighed og nærhed for øje.
Homoseksuelle og ateister
Andre og mere udefrakommende begivenheder har også betydning for tilslutningen til kirken. Når Ateistisk Selskab har kampagner med budskabet om, at man skal melde sig ud, eller da vielse af homoseksuelle blev tilladt i kirken, faldt medlemstallet. Lokalt er det dog ikke den typiske begrundelse for en udmeldelse.
- Jeg spørger ikke, da det jo er en privat sag, men nogle fortæller mig hvorfor. Det er typisk af økonomiske grunde, eller fordi de ikke mener, at de har noget at bruge den til, fortæller Anders Martin Lauritsen.
Begge præster oplever, at unge melder sig ud.
- Det er særligt mændene, der tror, de kan klare alt, siger Søren Winther Nielsen, og kollegaen længere nordpå supplerer:
- En del vender tilbage, hvis de får børn, de gerne vil have døbt. Her oplever vi, at folk, der er flyttet fra sognet, vender hjem for at få barnet døbt. Vi døber simpelthen flere, end der bliver født i sognet, fortæller Anders Martin Lauritsen.
Selvom man som medlem ikke bruger kirken hver søndag, forventes det ifølge præsterne, at kirken står klar til at rumme og favne en, når et sognebarn skal bruge den. For præsterne er det helt i orden.
- Det er et inkluderende fællesskab med ro, tid og plads til fordybelse. Det kan noget i en tid, der handler enormt meget om kvantitet. Om at vi skal være klar og på, slutter Anders Martin Lauritsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned