Forældre utilfredse med politiets knallertkontrol

15 ud af 30 elever blev noteret og fik bøder, da politiet sidste mandag pludselig dukkede op på uddannelsesinstitutionen Celf på Kringelborg Allé for at lave hastighedskontrol af elevernes knallerter og scootere.

Men det er ikke alle, som uden videre har tænkt sig at betale bøden. Folketidende har talt med to elever, som er utilfredse med politiet. Og de får opbakning af deres forældre.

- Jeg er utilfreds med, at min søn har fået en bøde for at have foretaget konstruktive ændringer på sin knallert med det formål at få den til at køre hurtigere. Men han har ikke ændret noget på den. Den var konstrueret sådan, da han købte den.

- Det er forkert, at de kan få bøder for noget, de ikke har gjort, uden at politiet har dokumenteret det, siger Flemming Ravn, der er far til Ulrik Ravn, som var blandt de 15 elever, der fik bøder. Det var Anders Hasling også.

- Jeg føler, at jeg bliver straffet for noget, jeg ikke har gjort. Jeg kunne heller aldrig finde på at ændre på den for at få den til at køre hurtigere, for jeg har ikke lyst til at få en bøde, siger Anders Hasling.

Han mener også, at det er en noget hård straf, at han nu risikerer at få konfiskeret sin scooter, hvis han bliver taget i at køre for stærkt igen.

Anders Haslings far, Steen Hasling, er heller ikke tilfreds med politiet i den konkrete sag.
Han mener, at der er tale om omvendt bevisbyrde, fordi politiet har givet bøder uden at bevise, at der er foretaget konstruktive ændringer på knallerterne og scooterne, men i stedet har ladet det være op til de unge at komme med beviserne.

- De bør konfiskere knallerterne med det samme, hvis de mener, at der er ændret på dem, siger han.

Flemming Ravn føler, at hans retsbevidsthed er blevet krænket.

- Det værste er, at man som almindelig borger står som en lus mellem to negle. Jeg kan ikke lide, at børnene skal straffes for noget, de ikke har gjort. Det er også med til at mindske de unges tillid til politiet, mener han.

Det er dog ikke kun udfaldet af politiets kontrol, de unge og deres fædre er utilfredse med.
De undrer sig også over, at kontrollen skulle foregå midt i skoletiden om formiddagen.

- Jeg forstår ikke, at man på det nærmeste nedlægger undervisningen i tre timer for at tjekke knallerter. Jeg kan ikke se, at det har noget med skoleundervisning at gøre, siger Flemming Ravn.

Politiet afviser krtik. Læs her

Fædrene til Celf-elever, som fik bøder ved knallert-kontrol, reagerer .

Offentliggjort Sidst opdateret