Forbudsskilte på stadion - Er det ved at styrte sammen?

Guldborgsund Kommune er i gang med at undersøge betonfundamenterne på tribunerne i Nykøbing F. Idrætspark, der er lukket helt ned. Foto: Thomas Lærke Jensen

Nykøbing F. Idrætspark er lukket med forbudsskilte og tribunerne er afspærret med orange bånd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man kører eller går forbi Nykøbing F. Idrætspark, hvor Nykøbing FC har hjemmebane, når førsteholdet spiller kampe i 2. division, så er der ved samtlige porte ind til byens stadion sat skilte op af Guldborgsund Kommune, hvor man forbydes adgang. Og kaster man et blik ind gennem hegnet på de efterhånden godt slidte tribuner, så er både de to siddetribuner på hver sin langside samt de to endetribuner med ståpladser spærret af med orange bånd hele vejen rundt.

Det på trods af at Nykøbing F. Idrætspark eller Lollands Bank Park, som det hedder, når Nykøbing FC spiller på hjemmebane, ikke skal bruges før 15. marts, hvor der spilles den første hjemmekamp i 2025.

Tribunerne, der er bygget sidst i 70´erne, har set bedre dage, men det er udelukkende af forebyggende karakter, at stadion lige nu er lukket hermetisk af, fortæller direktør i Guldborgsund Kommunes Teknik og Miljø-afdeling Christian Refstrup.

Rutineundersøgelse

- Der er cirka tre eller fire år i mellem vi måler og undersøger betonkonstruktionerne med det formål at finde ud af, dels hvordan de har det, og dels om der er noget der skal udbedres her og nu. Derfor har vi valgt at spærre det hele af lige nu, siger Christian Refstrup, der dog allerede på forhånd er klar over, at der vil pågå noget arbejde, måske allerede inden undersøgelserne er helt færdige.

- Det er helt normalt, at vi venter med de her undersøgelser til at fodboldsæsonen er overstået, og vi håber på, at det arbejde, der skal gøres kan være færdig til, at sæsonen starter op igen. Vi ved dog allerede nu, at især sydtribunen ned mod åen har nogle alvorlige sætningsskader, som vi skal have kigget på. Der kan jeg ikke afvise, at den vil være spærret af, når fodboldsæsonen starter igen, konstaterer Christian Refstrup, der afviser at tribunerne er i fare for at styrte sammen.

Selvom der ikke kommer tilskuere på tribunerne før tidligst 15. marts næste år, er de alligevel spærret af. Foto: Thomas Lærke Jensen

- Så slemt er det ikke, men det her gør vi for at forebygge, at det ikke sker. Men det er klart, at betonkonstruktionerne, der er bygget sidst i 70'erne, er medtaget og trænger til noget vedligeholdelse, som der i øvrigt også er sat penge af til i det kommunale budget, bemærker Christian Refstrup.

Måske et større arbejde

Han afviser ikke, at der skal mere til end bare generel vedligeholdelse, når først målingerne er udført og den efterfølgende tilstandsrapport er udarbejdet.

- Men det må tiden vise, og så er det jo op til politikkerne, når de får rapporten i hænderne, at bestemme, hvad der efterfølgende skal ske, lyder det fra Christian Refstrup.

Det er kun et par år siden at store maskiner bankede løs og pilotterede jorden ganske få meter fra hovedtribunen, da naboen Guldboxen var under opførelse. Men om det byggearbejde er gået ud over betonfundamentet på hovedtribunen, med plads til et par tusinde tilskuere, er endnu for tidligt at svare på, mener Christian Refstrup.

Bagsiden af hovedtribunen i Nykøbing F. Idrætspark afslører at den er ramt af tidens tand og har set bedre dage. Foto: Thomas Lærke Jensen

- Vi laver en grundig undersøgelse, og så foretager vi, som nævnt, nogle vurderinger, når tilstandsrapporten ligger klar, som politikkerne skal tage stilling til.

Udover de budgetterede penge til udbedring af sætningsskader, er der også i det kommende år sat penge af til en renovering af indgangspartiet til Nykøbing F. Idrætspark.

Ved samtlige porte rundt om Nykøbing F. Idrætspark er der sat forbudsskilte op. Foto: Thomas Lærke Jensen