Forening: Taget mangler, men murværket kan godt anvendes

Slagtehuset fra 1912 er tegnet af arkitekt Carl Andersen. Foto: Claus Hansen

Foreninger giver deres holdning til kende om Slagtehusets fremtid.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING I gamle dage sagde man, at der altid er liv på en havn. Det er der også, hvis man besøger industrihavnen i Nykøbing i dag, men måske ikke i den udstrækning, der kunne være.

Imens grupper af børn engang hyggede sig med at fiske og cykle rundt på havneafsnittene, udgjorde havnen samtidig et fundament for de fleste byers økonomi. I Nykøbing var Slagtehuset fra 1912 en vigtig del af byens industri.

Men på det seneste har havnen været gemt bag hegn og med store maskiner.

En udbredt talemåde har været, at byen har vendt havnen ryggen.

Imens selve slagterivirksomheden er på vej ud af byen og ud af kommunen, står huset der stadig. Ikke særlig vedligeholdt, men med masser af potentiale.

Det mener i hvert fald flere af de foreninger, der har sendt et høringssvar til Guldborgsund Kommune i perioden for offentlig høring, der sluttede tirsdag.

Èn af dem er Kulturmindeforeningen, der gør indsigelse mod at rive de tre bevaringsværdige bygninger ned.

- Vi i Kulturmindeforeningen kæmper for at bevare en del af det gamle slagterhus, da vi mener det, at vil kunne have en kulturel fortælling i fremtiden; en historie om livet på havnen i gamle dage. Den vil samtidig kunne sammenspille med en Markedshal, en Toldbod, en Vejerbo samt andre bygninger, som ligger på havnen. I dag ser bygning 1, som vi ønsker at bevare, misviligeholdt/ nedbrudt ud, men vi mener stadig, den har så meget historisk og arkitekttonisk værdi, at den vil være værd at bevare/ renovere, lyder det i et svar fra bestyrelsen til Folketidende.

I høringssvaret citeres arkitekt Kristian Isager med en udtalelse fra Kristeligt Dagblad 19. april 2017:

- Både kulturhistorisk og økonomisk indeholder (industri) bygningerne stor værdi, som vi tidligere blot har fjernet i ren uvidenhed. Det er ganske enkelt blevet for billigt at sætte bulldozerne i gang uden omtanke for de kulturelle lag.

- Det gamle slagtehus er et af de få tilbageblevne industrimiljøer og dermed industrifortællinger i Nykøbing F. Især repræsenterer slagteriet fortællingen om livet på havnen, lyder det fra foreningen, der samtidig er overrasket over, at kommunen overhovedet vil starte gennemførelsen af havneplanen uden det nødvendige plangrundlag.

Poul Jørgensen er formand for Nysted Bevaringsforening, og han har netop besøgt de tre bygninger, som slagtehuset består af.

- Det er min opfattelse, at selv om der mangler tagkonstruktion på én af bygningerne, er murværket generelt i en tilstand, der gør fortsat anvendelse mulig, siger Poul Jørgensen, der vil være ked af at se bygningerne forsvinde:

- Hvis bygningerne ikke bevares, vil der blot være enkelte spredte bevaringsværdige bygninger tilbage på havnefronten - disse bygninger er derfor eneste (og sidste) mulighed for at bringe et historisk industrimiljø med ind i fremtiden i Guldborgsund Havneby.

Ved byrådsmødet 16. december vedtog man at indarbejde helhedsplanen i den nye kommuneplan og samtidig sætte gang i det nødvendige planarbejde i forhold til praktisk realisering.

Folketidende har været i kontakt med Ulf Krämer, der har lejet sig ind i Slagtehuset siden 2012.

Han forklarer, at han har forsøgt at reparere blandt andet taget for et stort beløb og nu ser frem til at komme ud af huset.

Læs også "Forening vil bevare slagtehus"

Slagtehuset fra 1912 er tegnet af arkitekt Carl Andersen. Foto: Claus Hansen