Forening vil have farten ned ved sommerhusene

Trafiksikkerheden stod på dagsordenen på den nylige generalforsamling i Sildestrup Strand Grundejerforening.

Formanden, Erik Østerholm Hansen, fastslog, at emnet ikke er blevet mindre aktuelt efter bebyggelsen af området mellem Stouby Ringvej og Nordkanalen.
- Bestyrelsen har bedt Guldborgsund Kommune om at flytte byzoneskiltet ved Marielyst Ny Camping til umiddelbart nord for Nordkanalen og nedsættelse af hastigheden på Stouby Ringvej til 50 kilometer samt forlængelse af cyklestien fra Gnaverhaven til Sildestrup Øvej.
- Ingen af disse forslag vil umiddelbart blive gennemført, men hastighedsgrænsen og cyklestien vil måske indgå i den kommende trafikplan, sagde Erik Østerholm Hansen.

Bestyrelsen vil arbejde videre med muligheden for nedsættelse af farten i selve sommerhusområdet. Det er dog tidligere afvist af politiet og Sydfalster Kommune, men foreningen vil forsøge sig igen.




Sildestrup Strand Grundejerforening arbejder videre med muligheden for lavere fart i sommerhusområdet.

Offentliggjort Sidst opdateret