Forgabt i Lolland-Falster gennem 15 år: Slidt skole skræmmer ikke arkitekt

En trappe som den i Tårs gamle skole ville koste 1,3 til 1,5 millioner kroner i dag, vurderer Riko Lundqvist.

Riko Lundqvist besøgte den gamle skole i Tårs. Og han kommer til at lægge et bud, forsikrer han.

Offentliggjort Sidst opdateret

TÅRS: Der lugter lidt af kloak. Man kan ikke tænde lyset, og det er lige så koldt inde som ude. Vinduerne er våde og skimmelsvamp træder tydeligt frem på vægge, ja selv på pynten i vinduerne.

- Jeg er på ingen måde skræmt væk af at have set det, siger Riko Lundqvist og forsikrer, at han kommer til at lægge et bud på den gamle skole i Tårs efter at have været til åbent hus fredag eftermiddag.

- Se lige de knager. Dem kan man ikke købe i dag. Og farverne. Dem vil jeg nok være fristet til at beholde, siger arkitekten, der ikke bare er forelsket i skolen. Den er led i udvikling af kærlighed til området igennem de seneste15 år .

- Det startede på Lolland, hvor vi købte et lille landhus og satte det i stand. Vi solgte og har i dag et sommerhus på Sydfalster, fortæller Riko Lundqvist, der ellers lever professionelt af at tegne sommerhuse - særligt til nordsjællændere. Der kunne han ikke selv tænke sig at eje noget.

- Så ville jeg jo bare møde min nabo hele tiden. Nej, det er en af grundene til, at vi kan lide det her. Og så vidderne og roen, påpeger han.

Svært at komme i nærheden af

Skolen kan helt sikkert noget særligt set med arkitektens øjne.

- Det er meget sjældent, man får lov til at komme i nærheden af sådan noget her. Noget der har den sjæl, det liv og den historie, fortæller han, der er draget sydpå alene for at se skolen.

Det er meget sjældent, man får lov til at komme i nærheden af sådan noget her.

Riko Lundqvist, arkitekt

- Min kone ville for længst have skrevet under. Det var også hende der så det på Signe Wennebergs profil.

Stort og dyrt

Arkitekten regner med at istandsætte mest muligt selv. Det vil kunne holde udgifterne nede. Økonomien  i projektet er det, der bekymrer ham mest.

- Det er især vinduerne. Selvom de er lavet af god kernetræ, er de rådne og det vil kræve et stort og dyrt snedkerarbejde at få dem skiftet ud.

Lykkedes det ham at få fingrene i skolen, bliver det en bolig, men han vil efter al sandsynlighed skabe aktivitet for området i gymnastikhallen, for som Riko Lundqvist siger.

- Man må engagere sig i lokalområdet.

Læs også: Gammel skole sælges for en slik: - Vi har allerede fået bud