Forkølelse viste sig at være covid-19
Selvom den seksårige pige fra Nykøbing ikke havde alvorlige symptomer på covid-19, sendte familiens læge hende til en podning på sygehuset, hvor hun to dage senere blev konstateret positiv for smitten. Hendes forældre og søster har tirsdag modtaget en negativ test, ligesom pigen også er fri for symptomer. Foto: Region Sjælland
Region Sjælland
En mor blev mildest talt overrasket, da hendes seksårige datter blev testet positiv for covid-19, selvom hun blot havde milde forkølelsessymptomer.
NYKØBING Fredag morgen vågnede en seksårig pige med en snottet næse. Hun havde ikke feber, og hun hostede ikke, men forældrene valgte alligevel at holde hende hjemme fra sin børnehaveklasse.
- Min mand og jeg blev enige om, at vi hellere måtte gå med livrem og seler med tanke på den tid, vi lever i, så vi ringede til lægen og fik en henvisning til en podning, siger barnets mor, der har ønsket at være anonym i denne artikel.
- Vi var egentlig ikke nervøse for resultatet, for snot er ikke et symptom ifølge sundhedsmyndighederne. Alle dem, vi talte med, mens vi ventede på svaret, sagde også, at det sikkert ikke var noget. Og hvem er ikke en smule forkølede i dag efter så mange varme dage, hvor man har siddet i træk fra åbne vinduer og kølet sig ned i havet?
Datteren fik en tid samme dag. Og allerede lørdag var forkølelsen ovre.
- Men vi ventede jo på et svar, så vi tilpassede vores adfærd efter det og holdt os hjemme, forklarer hendes mor.
I og med, at forældre ikke har adgang til deres børns testresultat over sundhed.dk., ringede hun lettere utålmodig til telefonlinjen søndag morgen, hvor hun måtte vente en time på et svar.
Det var ikke kun nedslående, men også enormt uventet for familien.
- Den var positiv.
Familien havde ingen idé om, hvor datteren kunne være blevet smittet. I ugen forinden, i uge 32, havde de holdt ferie sammen, men uden at besøge steder med mange mennesker. De havde primært opholdt sig hjemme.
Hurtigt tog forældrene kontakt til skole og fritidsaktiviteter. Og uden at vide, hvor smitten kom fra, ringede de til de få personer, datteren havde været i kontakt med. Og derfor var der ikke det store arbejde for Styrelsen for Patientsikkerhed, som siden ringede for at hjælpe med smitteopsporingen.
- På det tidspunkt havde vi faktisk været i kontakt med alt og alle, så de roste os for vores hurtige indsats.
Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed tyder det på, at datteren har været eksponeret for smitten i uge 32.
- Det kommer enormt meget bag på os, at hun er smittet. Også fordi hun ikke havde nogle af de typiske symptomer. Men vores eksempel kan måske være en øjenåbner i forhold til, at man stadig skal være opmærksom, for man kan så hurtigt bare slå det hen som en forkølelse.
Familien ved ikke, om pigen ville have været forkølet uanset hvad, eller om det var et symptom på smitten.
For at være snottet er ikke et normalt symptom ved covid-19, forklarer Peter Wied, der er praktiserende læge og næstformand for PLO Sjælland.
- Men alle patienter med øvre luftvejssymptomer skal mistænkes for covid-19 og håndteres efter retningslinjerne.
Familien fik negativ test
Efter den positive test fik forældre og storesøster besked på at blive testet to gange med et par dages mellemrum. Mandag morgen blev de testet, og de er alle tre nu bekræftet negative.
- Men min mand og jeg ved da, at vi ikke har båret det videre til vores yngste, og vi har også kunnet sige det til vores kolleger og andre, vi har været i kontakt med.
Den yngste er isoleret ugen ud, i og med at hun er symptomfri. Hun skal ikke testes yderligere. Og selvom, at forældre og storesøster i teorien kan bevæge sig ud i samfundet igen, har de valgt at gå i selvisolation.
- Vi har absolut været forsigtige under hele denne virus. Det vidner det, at vi valgte at få hende testet, også om. Flere, jeg har talt med, siger, at de nok ikke havde overvejet at gøre det.
Også familiens læge var overrasket over, at resultatet kom tilbage positivt, i og med at symptomerne var atypiske. Hun var dog ikke i tvivl om, at pigen skulle testes.
Som retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne er lige nu, skal børn under 12 år med milde eller ingen symptomer normalt ikke testes. Medmindre, at der er særlige grunde, som at de bor med en person i risikogruppe. Med milde symptomer bør de derfor blot isoleres. Det forklarer læge Peter Wied.
Børn med alvorlige symptomer henvises til test og klinisk vurdering på sygehuset og kommer slet ikke forbi den almene læge.
Pigens mor understreger, at familien generelt har været meget forsigtige igennem det halve år med coronavirus.
- Vi har fulgt retningslinjerne, og vi spritter stadig vores hænder, når vi handler. Derfor har flere af vores bekendte reageret med, at det er typisk, at det så lige rammer os.
Læs også artikel "Corona-tilfælde lukker en hel årgang ned på skole"