Formand: Der er en tro på, at kvaliteten højnes med nyt koncept
Ledere og medarbejdere har selv bidraget til at skabe et nyt tilsynskoncept, som byrådet torsdag aften stemte igennem. Fotoet her er fra Grønnegårdens børnehave. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Daginstitutioner har selv været med til at tilrettelægge lovpligtige tilsyn, så det bliver så smidigt som muligt.
GULDBORGSUND: Selvom der er indført nye lovkrav med minimumsstandarder til kommuners tilsyn med det pædagogiske indhold i dagtilbuddene, er der masser af positive tilkendegivelser fra baglandet.
Det forklarede formand for børn og skole-udvalget, Jesper Blomberg (DF), under et byrådsmøde torsdag aften.
- På udvalgets seneste tur til flere af kommunens dagtilbud, havde jeg den store ære at opleve en massiv interesse for det nye pædagogiske tilsyn. Det er en interesse, jeg mener, der udspringer af ikke kun, at vi har tilladt medarbejderne at blive involveret i processen, men også af den kendsgerning, vi som udvalg møder - nemlig troen på, at kvaliteten højnes med det nye koncept.
Da Folketinget i december 2020 vedtog en aftale om minimumsnormeringer i landets daginstitutioner, blev det også besluttet at indføre nye lovkrav med minimumsstandarder til det kommunale tilsyn. Og det blev endeligt vedtaget et år senere i december 2021.
Med de nye rammer for tilsyn sikres en ensartet og kvalitetsmæssigt højnet tilgang til faglighed, der fremmer vores børns trivsel og deres udvikling i de kommunale institutioner.
Jesper Blomberg (DF), formand for børn og skoleudvalget
De nye lovkrav er trådt i kraft 1. januar 2022, og kommunerne har herefter frem til 1. maj 2022 til at implementere de nye krav.
En arbejdsgruppe bestående af dagtilbudsledere, medarbejdere, pædagogiske konsulenter og centerledelse har udarbejdet det nye tilsynskoncept, der gælder for både kommunale og private institutioner, idet det er kommunen, der er tilsynsførende i private daginstitutioner.
- Med de nye rammer for tilsyn sikres en ensartet og kvalitetsmæssigt højnet tilgang til faglighed, der fremmer vores børns trivsel og deres udvikling i de kommunale institutioner, tilføjede Jesper Blomberg.
Det, vi hører, er en tilfredsstillelse over, at de har været med til at udarbejde det her koncept, så det bliver tilrettelagt med vores institutioner for øje.
Emma Holm (K), næstformand, børn og skoleudvalg
Næstformand Emma Holm (K) tilføjede, at tilsynene dels skal sikre, at dagtilbud lever op til gældende lovgivning og dels skal sikre, at man fra kommunal side kan rådgive og vejlede ledere og medarbejdere i deres praksis.
- Der bliver arbejdet med rammerne både før, under og efter tilsynet, således at forarbejdet er gjort, når man først møder op, og at der derefter kan blive fulgt op på eventuelle mangler, siger hun og tilføjer:
- Det, vi hører, er en tilfredshed over, at de har været med til at udarbejde det her koncept, så det bliver tilrettelagt med vores institutioner for øje.
Det kræver lovgivningen af et tilsynskoncept:
Brug af anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg
Brug af observationer
- Der er udarbejdet en observationsguide, som de tilsynsførende tager afsæt i.
Uvildighed i tilsyn er understøttet af metoden og rammen for tilsynet.
- Der benyttes samme kendte metode og observationsguide ved alle tilsyn for at sikre en ens fremgangsmåde og ens vurderingskriterier. Der er to tilsynsførende fra forvaltningen som foretager tilsyn og dermed inddragelse af flere perspektiver, børne- og forældreperspektivet indgår. Centerledelsen deltager i konklusionen og opfølgning på tilsynet.
Dokumentation af tilsyn og offentliggørelse af tilsynsrapporter på institutionens hjemmeside.
Skærpet tilsyn og udarbejdelse af handleplan.
- Hvis tilsynet konstaterer væsentlige mangler, hvor kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer eller andre forhold i dagtilbuddet giver anledning til bekymring, således der besluttes et skærpet tilsyn, udarbejdes en handleplan, og der iværksættes opfølgning på denne.
At beskrive og offentliggøre kommunal tilsynspraksis
- Det vedtagne tilsynskoncept offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Afrapportering til det politiske niveau efter gennemførelse af tilsyn i alle dagtilbud.
Ole K. Larsen opfordrede samtidig til at inddrage private institutioner endnu mere i arbejdet.
- Det har vi tidligere ikke været gode nok til, og de skriger på et tættere og bedre samarbejde med kommunen.
Dagplejen vil på samme måde få et samlet pædagogisk tilsyn med afsæt i det nye pædagogiske tilsynskoncept for dagtilbudsområdet.