Formand: Fortryder at vi ikke købte digegrundene

Marielyst Ferieby set fra luften. Foto: Privatfoto

Ejerforeningen i Marielyst Ferieby kunne have købt omstridte grunde for 2,5 millioner kroner for fire-fem år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

BØTØ For fire-fem år siden havde de 143 ejere af husene i Marielyst Ferieby muligheden for at købe de to store grunde nær diget, som firmaet Skanlux nu vil bygge på.

Dengang var grundene ejet af Dansk Folkeferie, der i sin tid også ejede de 143 små, ens huse, der ligger tæt på grundene.

En handel mellem Ejerforeningen Marielyst Ferieby og Dansk Folkeferie var på tale, men den blev ikke til noget, fortæller formand for ejerforeningen Knud Brusgaard Nielsen, som i øjeblikket går forrest i feriebyens modstand mod Skanlux' byggeplaner på stedet.

- Vi forhandlede med Dansk Folkeferie, som ville have 2,5 millioner kroner for de to grunde. Vi følte os ikke godt behandlet af Dansk Folkeferie, og vi mente, at prisen var for høj. Derudover var der en modstand i ejerkredsen, og vores juridiske rådgivning sagde, at vi skulle være enige eller næsten enige for at gennemføre handlen, forklarer Knud Brusgaard Nielsen.

2,5 millioner kroner fordelt på 143 husejere svarer til knapt 17.500 kroner, og i dag fortryder formanden, at handlen blev opgivet.

- Det er jo i hovedet, at vi ikke gjorde det. Det havde sparet os for alle de problemer, vi står med nu. Men vi i bestyrelsen tabte modet, inden vi havde undersøgt til bunds, om vi kunne handle trods den interne modstand fra enkelte ejere. I bagspejlet ville jeg ønske, at jeg havde lagt mig på skinnerne og insisteret på handlen, siger Knud Brusgaard Nielsen.

De to grunde på tilsammen knapt 16.000 kvadratmeter ejes i øjeblikket officielt af Morten Bendixen og Skovlyst Vest ApS til trods for, at Skanlux har oplyst, at firmaet har købt grundene "tidligere i år".

Læs mere om sagen i Folketidendes papiravis tirsdag.