Formand: Ublu omgang med regler

Mens klagerne til Guldborgsund Kommune blev behandlet, stod byggeriet stille, men klagerne blev afvist, og derfor er der nu ved at blive lagt tagsten på huset. Foto: Anders Knudsen

Ny sag kan være på vej i Planklagenævnet efter kommunal beslutning om dispensation.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Da Marianne Møller og Søren Lidsmoes i 2014 byggede deres nye sommerhus i Marielyst Strandpark, satte de sig ind i reglerne og hyrede lokale professionelle, der stod for opførslen.

- Vi kunne ikke bygge, hvad vi ville. Det er nemlig skåret ud i pap, hvad man kan bygge. Vi blev for eksempel pålagt at rejse en stolpe i midten af huset, der kunne definere, at det lå et bestemt antal meter fra fællesarealet, fortæller Søren Lidsmoes.

Ikke retfærdigt

Ikke mindst på grund af de specifikke krav, bygningsdeklarationen indeholder, var parret fra Randers noget overraskede over at se deres kommende nabos byggeri, da de holdt efterårsferie i deres sommerhus for lidt over en uge siden.

-Vi har hele tiden godt vidst, at der ville komme et hus på grunden. Selvfølgelig. Men det der havde jeg ikke regnet med. Jeg er ikke interesseret i en nabokrig, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at reglerne ikke gælder for alle. Det er ikke retfærdigt, siger Marianne Møller.

Hun får opbakning af ejerforeningen i Marielyst Strandpark, hvor formanden hedder Michael Thanild:

- Det stikker helt af. Rent æstetisk og i forhold til naboerne. Vi frygter, det kan lede til det rene ragnarok på andre byggegrunde i parken, når der kan dispenseres på denne her måde, siger han.

Bygningsdeklaration i Marielyst Strandpark Ferieby af 9. august 2004: § 2.1 Indenfor hvert byggefelt kan der opføres enten ét-plans huse på hele byggefeltet (taghældning mellem 20º og 30º, idet der ikke kræves ens taghældning indenfor et byggefelt) eller 1½-plans huse på hele byggefeltet (taghældning ca. 45º). Der kan således ikke indenfor et byggefelt opføres både ét-plans huse og 1½-plans huse.

Flere meters forskel

Dispensationen er givet med henvisning til, at der andre steder i byggefelt A er byggerier, der ikke lever op til deklarationen. Og udfra lighedsprincippet bør det altså også gælde det hus, der er ved at blive opført. Men det er der ikke enighed om. Selv ejerne i et af de huse, kommunen lægger til grund for at give dispensationen, har sendt en klage til kommunen. Det har Marielyst Strandpark Ejerforening også, og et medlem af bestyrelsen, Preben Leonhard, har indvilget i at vise Folketidende rundt i området. Med sig har han en højdemåler. Han måler et af de huse, Guldborgsund Kommune har lagt til grund for dispensationen.

- Ja, Hvis vi er rundhåndede, er huset her 4,5 meter højt, siger han og måler så Marianne og Sørens hus. Det er 4,35.

Til sammenligning kan det læses i ansøgningen til dispensationen på huset, der er ved at blive opført, at det ender på 7,33 meter.

Til at kaste op over

Preben Leonhard påpeger, at der er mange tabere i sådan en sag.

- Det er både synd for Søren og Marianne, for dem, der er ved at opføre et nyt hus, og for os, der skal håndtere sådan en sag og de andre sager, der måske kommer i kølvandet på den. Det er egentlig også ærgerligt for Guldborgsund Kommune. Jeg har jo læst om sagen med luksussommerhusene, og det er jo til at kaste op over. Er det virkelig sådan, man kører tingene i Guldborgsund Kommune?

Han ryster på hovedet og fortæller, at der ikke er kommet noget ud af bestyrelsens klage til kommunen.

- Jeg synes, vi fik et flabet svar. Det er ærgerligt, for det kunne være bremset der, hvor det kun var spærrene, der skulle skiftes ud. Nu risikerer man et større ressourcespild, siger han og fortæller, at ejerforeningen har sat en advokat på sagen. I øvrigt den samme, som har ført sagen for modstanderne af de store huse ved feriebyen.

Ejerforeningen har også allerede rakt ud til flere politikere, heriblandt borgmester John Brædder. Men i går aftes sendte foreningen en mail til samtlige politikere i byrådet, hvor man gør opmærksom på problemet og viser billeder af det nyopførte hus ved siden af Søren og Mariannes.

Folketidende forsøgte i går at få kontakt til Teknik og Miljø for at finde en forklaring på, hvordan man her ser sagen og hvorfor man mener, der kan dispenseres i dette tilfælde. Det lykkedes dog ikke.

Ifølge ejerforeningen vil næste træk formentlig være at sende en klage til Planklagenævnet.