FORSAMLINGSHUS TVUNGET TIL AT DROPPE BANKO
Forsamlingshuse har i årtier været fælleskabets nerve i lokalsamfundene. Og danner stadig ramme om både bankospil og fællesspisning, men også de bliver udfordrede af energipriserne. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
I en mindre landsby har man været nødt til at lukke for banko i forsamlingshuset. Sydpå hæver man prisen til fællesspisningen på grund af de høje energipriser.
SYDFALSTER: Banko! Råbet, der gjalder, når man har hele pladen fuld, vil ikke kunne høres i Skelby Forsamlingshus denne vinter.
Årsagen er, hvis nogen skulle være i tvivl, de stigende energipriser.
Det fortæller Per Skov Mortenen, formand for bestyrelsen i Skelby Forsamlingshus:
- Det handler både om udgifter til varme og el. Selv om olien ikke er blevet så meget dyrere som el, er det den store sal, der varmes op med oliefyr. I de mindre rum er det el-radiatorer.
Der er mellem 50 og 80 deltagere, når der spilles banko i forsamlingshuset, og det sikrer en omsætning på mellem 5.000 og 8.000 kroner.
Fra det beløb skal udgifterne både til gevinster og faste omkostninger trækkes.
- Vi skal ikke tjene store penge på banko, men vi er nødt til at have lidt til vedligehold, varme og ejendomsskatten. Vi er rigtig ærgerlige over, at vi ikke kan afholde banko, for det er noget, folk kommer langvejsfra for at deltage i. Hele familier med børn er faktisk sammen om det. Jeg tror nu nok, det skal overleve, men det kommer til at mangle, især ovenpå corona, siger Per Skov Mortensen.
Vi er rigtig ærgerlige over, at vi ikke kan afholde banko, for det er noget, folk kommer langvejsfra for at deltage i.
Per Skov Mortensen, formand for bestyrelsen i Skelby Forsamlingshus
Er der nogen løsningsmuligheder for jer?
- Jeg ser ikke andet, end at priserne kommer ned i et normalt leje.
Fremtiden sætter prisen op
Cirka fem kilometer længere mod syd, i Gedesby, står Forsamlingshuset Fremtiden.
Her er Hans Henrik Olsen formand for bestyrelsen. Også her mærker de prisernes himmelflugt.
- Vi kører på den sidste olie, men fik sidste år installeret luft til luft-varmepumpe. Det betyder også, at der er måler på. Så når vi fremover lejer huset ud, kan vi efterfølgende opkræve præcis det, det har kostet.
Så vidt den del, der handler om udlejning.
Hver anden onsdag i måneden er der dog også fællesspisning i Fremtiden, og med priser på el, der tredobles, har man været nødt til at hæve priserne på den begivenhed.
- Vi aflyser det ikke, for det er virkelig en succes, men vi er nødt til at sætte prisen op fra 60 til 70 kroner, siger Hans Henrik Olsen.
Han fortæller, at der for tre år siden ikke var tilslutning til at få fjernvarme til Gedesby, og at der nu er for mange, som har fundet andre løsninger, til at det kunne være aktuelt at tage det op igen.
For at fremtidssikre Fremtiden har man sat LED-lys i den store sal og skiftet glassene i vinduerne, så varmen skal forbi tre lag for at slippe ud.
- Vi prøver at være fremsynede, og vi oplever heldigvis stor opbakning, forklarer Hans Henrik Olsen.
Seneste artikler
Marianne fra Nakskov styrer militærmusikken til brofesten
Jens til indvielse: - Jeg voksede op med historier om Storkereden på den gamle bro
Se video og billeder: Storstrømsløbet er i gang
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen