Forslag: Gedser skal have egen ø
21. februar skal byrådet i Guldborgsund Kommune tage stilling til, om kommuneplan-forslag for 2019-31 skal sendes i offentlig høring.
I kommuneplanen foreslås det, at der ud for Gedsers sydspids skabes mulighed for at arbejde for etablering af en ø, hvor det centrale tema og omdrejningspunkt er bæredygtighed.
Øen vil ifølge forslaget have en lang række fordele, og tanken er, at den skal rumme en række funktioner.
Gedser Ø vil blandt andet kunne give kystbeskyttelse og være med til at bevare Danmarks sydspids. De forventede vandstandsstigninger og risiko for, at saltvand trænger ind under digerne, er en udfordring for de danske kyster. Ifølge kommunalplanen kan kunstige øer være med til at beskytte mod havspejlsstigning, hvilket vil give øen en afgørende rolle i at sikre Gedser Odde.
Ved at bygge en kunstig ø ser man i kommunen også gode muligheder for at producere vind- og solenergi. Gedser Ø skal derfor levere store mængder grøn strøm ved at opstille store havvindmøller på den.
Ved at placere møllerne på en kunstig ø undgår man store anlægs- og driftsomkostninger, der er forbundet med at etablere dem ude på vandet, også kaldet offshore, samtidig med, at man ikke har plads til de store vindmøller på land.
Udover vindmøller er det samtidig hensigten, at der skal bygges solcelleanlæg på øen, der ligeledes kan producere strøm.
Et sidste forslag, der nævnes i kommuneplanen, er at etablere bassiner til havbrug, hvor der på bæredygtig vis kan produceres fisk og alger til fødevarer.
Ø-projektet vil være med til at skabe en række arbejdspladser indenfor blandt andet drift, forskning, energiproduktion og aquaindustri.
Søfartsstyrelsen arbejder indtil 2021, hvor den træder i kraft, på at skabe Danmarks første havplan, der blandt andet vil have fokus på at udpege, hvilke havområder i de danske farvande, der kan anvendes til eksempelvis off-shore energiudvinding, fiskeri, havminedrift, miljøbeskyttelse og andet, der kan understøtte bæredygtig vækst i Det Blå Danmark. Derfor vil man ifølge forslaget undersøge samarbejdsmulighederne med Søfartsstyrelsen i forbindelse med Gedser Ø.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned