I weekenden var Simon Hansen to gange inde på sit nye kontor på rådhuset. Hans forgænger John Brædder havde tømt hylderne, som det ses, men han havde efterladt en flaske portvin af egen avl til sin efterfølger. Foto: Ingrid Riis.Ingrid Riis.
- Jeg glæder mig helt vildt, siger borgmester Simon Hansen (S).
Bjarne ArildsenBjarneArildsen
OffentliggjortSidst opdateret
GULDBORGSUND Bortset fra møblerne er det et helt tomt kontor, som Simon Hansen i dag har indtaget som helt ny borgmester i Guldborgsund Kommune.
Hans forgænger, John Brædder, har ryddet op. Så både hylder og skabe i reolvæggen bag den høje borgmesterstol er tømt for bøger og papirer.
Så det er en helt frisk start for den 35-årige socialdemokrat, som i de kommende fire år skal lede kommunen på Falster og Østlolland.
Han har dog været på kontoret før til politiske forhandlinger. Og i weekenden, som netop er gået, har han været der hele to gange.
Lørdag var det sammen med sin familie, for hans børn skulle se, hvor far nu skal arbejde.
Annonce
Søndag sad han i borgmesterstolen til et interview med Folketidende.
Her lagde han ikke skjul på, at han glæder sig til sit nye arbejde.
- Det bliver en meget spændende opgave, som jeg jo slet ikke kender. Der findes jo ikke en håndbog for borgmestre. Så jeg er meget spændt på det, siger Simon Hansen.
- Det er en spændende opgave, som jeg ikke kender. Der er jo ingen håndbog for borgmestre.
Simon Hansen (S), ny borgmester i Guldborgsund Kommune
Fremover er det Simon Hansen, der går på borgmestergangen på Guldborgsund Rådhus. Foto: Ingrid Riis.Ingrid Riis.
Minus karriereplan
Simon Hansen har været med i politik i mange år. Siden 2011 har han været valgt til byrådet i Guldborgsund Kommune.
- Jeg har ikke haft en karriereplan, hvor der stod, at jeg skulle være borgmester. Men muligheden kom, da mit parti manglede en borgmesterkandidat, siger han.
Ved valget 16. november fik Socialdemokratiet et godt valg.
Sammen med Dansk Folkeparti, der holdt skansen, fik partiet et flertal for Simon Hansen som ny borgmester.
Det var også den post, som Socialdemokratiet var gået efter i valgkampen.
- Det ligger i vores dna, at vi skal have topposterne, siger Simon Hansen.
Annonce
Bag ham som borgmester står 19 af byrådets 29 mandater.
Foruden Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er det SF, Enhedslisten og Venstre.
De øvrige 10 mandater fra Guldborgsundlisten, Konservative og Nye Borgerlige står udenfor aftalen.
Simon Hansen, der er ny borgmester i Guldborgsund Kommune, er 35 år. I sin civile karriere har han været sagsbehandler i Guldborgsund Kommune, sektionschef hos ATP/Udbetaling Danmark og funktionsleder i Vurderingsstyrelsen. I 2011 blev han valgt ind i Guldborgsund byråd for Socialdemokratiet. Her har han været først medlem og senere formand for børne-, familie- og uddannelsesudvalget, og fra 2018 har han siddet i økonomiudvalget. Derudover har han haft flere bestyrelsesposter, blandt andet i Guldborgsund Havne, VUC Storstrøm og Business Lolland-Falster. Simon Hansen er gift med Thea, og sammen har de børnene Valdemar (5), Laura (2) og Emma (1). Familien bor på Norgesvej i Nykøbing.
- Vi skal være med til at give skoler og ældrepleje mere frihed, fastslår borgmester Simon Hansen efter statsministerens nytårstale. Foto: Ingrid Riis.Ingrid Riis.
Telefon og portvin
Men det betyder ifølge Simon Hansen ikke, at oppositionen er blevet sat udenfor i det kommende politiske arbejde i byrådet.
- De 10 andre er jo også valgt af borgerne, og de kan også få indflydelse, hvis de vil være med, siger den nye borgmester.
Simon Hansen fortæller også, at han kan få hjælp til borgmesterarbejdet fra sin forgænger.
- Han har sagt, at hans telefon altid er åben. Og det kan da være, at der er noget, som vi skal drøfte af og til, siger Simon Hansen.
John Brædder efterlod også en enkelt ting på det ellers tomme kontor. Nemlig en flaske portvin.
- Det er portvin fra den vingård, som han har i Portugal. Jeg har tidligere smagt den. Den er god.
Annonce
Første møde
Første dag på kontoret er gået med at holde et møde med direktionen.
- Uanset hvem, der er borgmester, så skal den politiske hverdag jo køre. Vi skulle have dagsordenen for det næste møde i økonomiudvalget 10. januar på plads, siger Simon Hansen.
Ellers er dagen mest gået med at hilse på medarbejdere på rådhuset og sætte sig ind i praktiske ting.
Blandt andet alarmsystemet på borgmestergangen.
Det begyndte at bippe under interviewet, men det fik Simon Hansen fikset efter et telefonopkald.
Start med dialog
- Som borgmester er noget af det vigtigste at komme rundt og snakke med folk, siger han.
Simon Hansen har derfor tænkt sig engang imellem at "flytte" borgmesterkontoret ud i kommunen.
Det samme gør hans partifælle, den populære Holbæk-borgmester Christina K. Hansen.
Annonce
- Folk kan så aftale at komme og snakke med mig om forskelligt. Men jeg skal ikke være sagsbehandler, understreger Simon Hansen.
Et af nøgleordene for hans virke som borgmester skal netop være dialog med borgerne.
- Måske kunne nogle af de uheldige sager, som vi har haft, være endt anderledes, hvis der havde været en bedre dialog. Folk skal høres, men de kan ikke regne med altid at få ret, betoner den nye borgmester.
Også internt i kommunen skal der fokus på dialog.
- Jeg vil holde møder med formænd og næstformænd i de enkelte udvalg, siger Simon Hansen.
Annonce
Glæder sig til forsøg
På den lidt længere bane glæder Simon Hansen sig til, at kommunen kan få større frihed på for eksempel skole- og ældreområdet.
Det var hovedpunktet i den nytårstale, som statsminister Mette Frederiksen (S) holdt nytårsdag.
- Det er meget spændende, og jeg tænker, at det skal vi være med til, siger Simon Hansen.
Desuden vil han kigge på, hvordan kommunen tackler lokalplaner og dispensationer.
Annonce
Så der bliver nok at se til i de kommende fire år. Og der skal nok komme masser af papirer på hylderne i Simon Hansens borgmesterkontor.