Førstehjælpskursus - en stor succes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag den 18. februar deltog 14 SENIOR-FO'ere i Orehoved, i førstehjælpskursus. Næsten alle havde for år tilbage fået førstehjælpskursus, men det viste sig hurtigt, at det meste var glemt - og det, der kunne huskes, var forældet. For eksempel er den noget kraftkrævende "Nato-stilling" skiftet ud med det nemmere "Stabilt Sideleje", og ved Hjerte-Lunge-Redning skal der gives 30 tryk og 2 indblæsninger.

Hjertestartere findes efterhånden mange steder i vores lokalområde, og det er en god ting, hvis man kan bruge dem. Instruktøren Bo Pedersen, der underviser i førstehjælp hos Røde Kors og DGI, lagde ud med at tjekke, om vi kunne det. Det lykkedes - men desværre tog det så lang tid, at patienten formentligt var afgået ved døden.

At bruge en hjertestarter er ikke så ligetil, som man gerne vil gøre det til - og slet ikke, hvis man er i en kritisk situation.

På en meget inspirerende måde instruerede Bo seniorerne i Hjerte-Lunge-Redning og Livredende førstehjælp med en god blanding af teori og praktiske øvelser. De 6 timer, som kurset varede, gik fantastisk hurtigt, og med udbyttet af kurset kan de næste 15 SENIOR-FO-kursister se frem til en spændende og interessant dag den 14. april, hvor det er deres tur.

Fra SENIOR-FO'en skal der rettes en meget stort tak til TRYGFonden, der har sponseret kurset, til DGI/Storstrømmen, der har udbudt kurset til en favorabel pris, og til Bo, der gennemførte kurset på en humoristisk og udbytterig måde.