FORSYNING OVERVEJER NYE OMRÅDER TIL FJERNVARMEN

Fjernvarme er blevet yderligere attraktiv efter heftige prisstigninger på mange andre opvarmnings-muligheder. Foto: Anders Knudsen

Vil udbrede fjernvarmenettet til endnu flere forbrugere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens energipriserne kun er gået én vej - opad - i mange måneder, kan fjernvarmekunderne hos Guldborgsund Forsyning glæde sig over, at deres varme faktisk er blevet en anelse billigere i år sammenlignet med 2021.

Det har selvfølgelig ikke gjort fjernvarme mindre interessant. Og selv om vi lige nu er midt i den absolutte højsommer, tænkes der i fremtidige muligheder. Ikke kun hos Guldborgsund Forsyning men også hos forbrugerne.

Der kommer nemlig løbende nye tilslutninger.'

For nogen tid siden skrev Forsyningen ud til cirka 350 husstande, der ligger i det nuværende forsyningsområde, men som ikke er tilsluttet fjernvarmen.

- Vi har efterfølgende lavet 25 aftaler, og 50 yderligere har vist interesse. Jeg tror også, at vi får yderligere tilslutninger, når vi kommer lidt længere hen på året, siger Niels Rasmussen, administrerende direktør i Guldborgsund Forsyning.

Nye områder

Men man går ikke kun efter nye kunder i det nuværende område.

Også fjernvarme til helt nye områder er i seriøs overvejelse.

- Vi har fjernvarme fremme i Systofte, og lige nu arbejder vi med et projekt for at komme videre til Nørre Ørslev. Om det er realistisk, ved vi først, når vi har en færdig økonomisk beregning. Vi står jo ligesom andre i den situation, at materialer som eksempelvis rør er steget mærkbart i pris. Og reglerne er skruet sådan sammen, at vi ikke må belaste økonomien for nuværende kunder ved en eventuel udvidelse. Det skal finansiere sig selv så at sige. Men muligheden er under alle omstændigheder interessant nok til, at vi arbejder med et konkret projekt, siger Niels Rasmussen.

Tingsted - igen

Også et tidligere skrinlagt projekt, nemlig forsyning af Tingsted, er nu oppe af skuffen igen.

- Vi giver det en chance mere og laver beregninger på at føre fjernvarmen frem. Der er jo nogle forudsætninger, der har ændret sig, siden vi sidst gjorde forsøget, påpeger Niels Rasmussen.

Både i Nørre Ørslev og Tingsted er der cirka 100 potentielle nye kunder.

Jeg tror, vi får yderligere tilslutninger, når vi kommer lidt længere hen på året.

Niels Rasmussen, administrerende direktør Guldborgsund Forsyning

Udover de to lokaliteter arbejder Forsyningen også med planer om at kunne tilbyde fjernvarme til en række husstande langs med Gaabensevej op mod Bruntofte med mere.

Fjernvarmen har i en årrække haft en hovedledning, som løber under cykelstien på Gaabensevej og helt op til Storstrøm Fængsel i Nørre Alslev.

Man kan ikke uden videre forsyne de hustande, hovedledningen føres forbi, med et stik til hovedledningen. Der skal laves en anden parallel fjernvarmeledning. Men den mulighed er altså også på tegnebrættet.