Fortsat håndtryk på regionens sygehuse

Betyder et håndtryk at du føler dig tryg, når du er indlagt?

Så kan du glæde dig over, at man fortsat vil kunne give hånden til lægerne og sygeplejerskerne på sygehusene på Lolland-Falster.

Et forslag fra den tidligere overlæge Claus Gad i tidskriftet Rask lægger ellers op til, at man skal finde på et alternativ til håndtrykket. For de bakterier, der bliver overført via hænderne, giver for stor en sundhedsrisiko, mener han.

Ole Heltberg, overlæge ved mikrobiologisk afdeling på Region Sjællands sygehuse, er principielt enig med Claus Gad. Men ikke enig i konklusionen.

- På den ene side er det at give hånd en kilde til at overføre bakterier. Men på den anden side giver det at kunne røre ved en anden person, en positiv psykologisk virkning. Et håndslag signalerer tillid og virker berroligende, og man skal tage hensyn til begge sider af sagen, siger Ole Heltberg.

På sygehusene i vores område har man derfor valgt at satse på grund hånddesinfektion i stedet for nej til håndtryk.

Problemet med den løsning er ifølge Claus Gad, at det ikke er alle, der husker at vaske hænderne så ofte, som det er nødvendigt.

- Vi har valgt at sige, at efter urent arbejde og inden rent arbejde skal man vaske hænderne i sprit. Men det er et problem, hvis det ikke er alle, der gør det. Jeg ved, at man i Vejle har indført en kultur, hvor man personalet imellem og til patienterne afstår fra håndtryk. Det er noget, vi kan overveje at gøre, hvis vi står med en tvingende årsag til det. I Vejle havde man et udbrud af en stafolykokbakterie. Og det var det, der fik dem til at tage det skridt, siger Ole Heltberg.

Allerede nu er der dog enkelte læger og sygeplejersker, der på eget initiativ vælger at afstå fra håndtryk og i stedet siger goddag på anden måde. Og hos patienter, der er isolerede på grund af infektioner, bruger man handsker. Er en læge eller sygeplejerske forkølelse, så vil de enten blive hjemme eller i mildere tilfælde lade være med at give hånd. Men alternativerne til håndtrykket findes ikke rigtigt i Danmark.

- Vi mangler lidt et socialt tegn, der er lige så overbevisende som et håndtryk er. I Kina trykker de deres flade hænder sammen foran brystkassen og bukker. Men den slags har vi bare ikke, siger overlægen.




Der mangler et brugbart alternativ til håndtrykket, mener overlæge i mikrobiologi. Derfor vil man også fortsæt kunne få et godt gammeldags håndtryk - selv om de kan være en smittekilde.

Offentliggjort Sidst opdateret