FORUNDERSØGELSER TIL NY KLAPBRO ER SAT I GANG
De geotekniske forundersøgelser til det kommende brobyggeri er gået i gang. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
For at kunne håndtere et forøget antal tog, når Femern Bælt-forbindelsen til sin tid åbner, skal der bygges en bro med et ekstra jernbanespor over Guldborgsund ved Nykøbing. De første forberedelser er så småt begyndt.
NYKØBING: Når Femern Bælt-forbindelsen om nogle år efter planen står helt færdig, forventes det, at mange flere tog end i dag vil passere henover Lolland og Falster. Og for, at det hele ikke skal gå i stå henover Guldborgsund, er det nødvendigt at bygge en bro med et ekstra jernbanespor ved siden af den nuværende Kong Frederik IXs Bro, som kun har ét jernbanespor.
Broen vil i lighed med den nuværende blive bygget som en klapbro, så skibstrafik kan passere. Men inden byggeriet kan begynde, skal der laves en række forundersøgelser, og det arbejde tog entreprenøren MT Højgaard, som skal bygge broen for Banedanmark, fat på i sidste uge.
Forkorter rejsetid
I første omgang skal MT Højgaard gennemføre en række geotekniske forundersøgelser, som kommer til at danne grundlag for det endelige design af broen. Arbejdet gik som nævnt i gang i sidste uge og ventes at vare indtil midten af november, oplyser Banedanmark, som er bygherre på projektet, til Folketidende.
- Den dobbeltsporede, elektrificerede jernbane ned til Femern Bælt og videre gennem tunnel til Tyskland er med til at forkorte rejsetiden og øge kapaciteten på jernbanen. Et vigtigt element er Kong Frederik IX’s Bro, der får endnu et jernbanespor, og vi glæder os til, at arbejdet begynder, og - ikke mindst - til broen står færdig i 2026, siger Lars Blædel Riemann, områdechef i Banedanmark til Folketidende.
Den dobbeltsporede, elektrificerede jernbane ned til Femern Bælt og videre gennem tunnel til Tyskland er med til at forkorte rejsetiden og øge kapaciteten på jernbanen.
Lars Blædel Riemann
Boringer flere steder
Forundersøgelserne består af ifølge Banedanmark af to boringer på land umiddelbart syd for hver af de eksisterende brovederlag samt fem boringer tæt ved kysten langs skråningen på Lolland.
Derudover skal der etableres to testpæle syd for Nordic Sugars kalkplads vest for Prinsholmvej på Falster-siden. Der skal også gennemføres 15 maringeotekniske boringer ned til maksimalt 60 meter under havbunden. Boringerne udføres fra en pram.
Selve jernbanebroen skal efter planen bygges i årene 2023-2026. Broen bliver en 300 meter lang klapbro, der bliver placeret umiddelbart ved siden af den nuværende bil- og jernbanebro. Den kommer til at bestå af 13 betonsektioner, der placeres på 170 centimeter tykke borede bropiller. Midt på broen vil der være en broklap i stål.
Opgaven bliver udført i en totalentreprise til en samlet værdi af 509 millioner kroner, oplyser Banedanmark.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker