FORVENTER BYGGESTART PÅ SLUSEPROJEKT I 2024

Gennem årene har udfordringerne omkring højvande og oversvømmelser i Sakskøbing skabt store problemer. Nu er der udsigt til, at en sluse måske kan stå færdig i 2024 - om alt går vel. Arkivfoto: Claus Hansen

Sluseprojektet i Sakskøbing kan muligvis også færdiggøres i 2024.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Det er ingen overdrivelse at påstå, at Sakskøbing Højvandssikring er et projekt, som ikke just er flydt med strømmen.

Men tiden nærmer sig - trods mange lovgivningsudfordringer, borgermøder, høringssvar og politiske drøftelser - at sluseprojektet ser ud til at skvulpe på plads i Sakskøbing Fjord.

- Det er forventningen, at projektet vil kunne gå i gang med byggestart i 2024 og også blive færdiggjort i samme år, lyder det fra Henning Tønning, der udover at være formand i Fællesrådet for Sakskøbing og omegn også er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune.

Her har der for nylig været endnu en orientering om projektet, og det er på den baggrund, at Henning Tønning kan oplyse om den forventede byggestart i 2024.

Senest var sluseprojektet også på dagsordenen i Guldborgsund Kommunes teknik, klima og miljøudvalg i forbindelse med oprettelsen af det nødvendige kystbeskyttelseslag for Sakskøbing-slusen.

Vedtægter tager endnu en runde

Her blev der kigget på det kommende lags vedtægter, der allerede har været udsendt i høring, og altså derfor stod til en endelig godkendelse.

De i alt otte høringssvar havde ikke givet anledning til ændringer af forslaget til vedtægterne, men medlemmerne af teknik, klima og miljøudvalget ønskede bestemmelserne for valg af bestyrelsen i kystbeskyttelseslaget tydeliggjort.

Derfor forventes sagen nu genoptaget på næste udvalgsmøde.

Hos Fællesrådet for Sakskøbing og Omegn, der i sin tid tog initiativ til at præsentere idéen om en sluse i Sakskøbing Fjord, er der fuld forståelse for, at vedtægterne skal være helt tydeliggjorte - også omkring valg af bestyrelse.

Netop i sidstnævnte forbindelse vil Henning Tønning i øvrigt også meget gerne have med, at man er velkommen til at byde sig til, hvis man ønsker at være en del af bestyrelsen i kystbeskyttelseslaget.

Vi må jo nok erkende, at det her i første omgang ikke ligefrem er sådan, at folk har stået i kø for at være en del af kystbeskyttelseslaget

Henning Tønning, formand for Fællesrådet for Sakskøbing og omegn

- Vi må jo nok erkende, at det her i første omgang ikke ligefrem er sådan, at folk har stået i kø for at være en del af kystbeskyttelseslaget. Vi bør kunne finde interesserede i Fællesrådet, og vi har da heller ikke været rundt og spørge alle endnu. Men forhåndsinteressen har ikke været stor, fastslå formanden for Fællesrådet for Sakskøbing og omegn.

Henning Tønning ser naturligvis frem til, at der i en overskuelig fremtid kan blive sat endelig skub i selve opførelsen af en sluse ud for Maltrup Vænge i Sakskøbing Fjord på det allersmalleste stykke.

Om end der altså stadig må kigges frem mod forventet byggestart i 2024.

Men selv om der til den tid så vil være gået 10 år, siden idéen om en sluse i fjorden blev lanceret af fællesrådet, har Henning Tønning nu kun godt at sige om den kommunale tilgang til projektet.

- Vi har haft et godt samarbejde med kommunen om sluseprojektet hele vejen igennem, og ting tager tid. Sådan er det nu engang, understreger formanden for Fællesrådet for Sakskøbing og omegn.


Sakskøbing Højvandssikring

  • Guldborgsund Kommune har i juni 2021 meddelt tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg i Sakskøbing Fjord. Her går projektet ud på at skabe en højvandssluse med porte, spunsdæmning med spunsvægge og jorddiger. 
  • I henhold til kystbeskyttelsesloven træffer byrådet afgørelse om, at der oprettes et kystbeskyttelseslag, som de bidragydende ejere skal være medlem af. Det er kommunen, der udfærdiger en vedtægt for laget. Den skal indeholde regler for lagets styrelse og udførelsen af lagets opgaver, herunder vedligeholdelse af udførte anlæg og udførelse af løbende foranstaltninger. 
  • Når vedtægterne er endelig godkendt, skal der afholdes stiftende generalforsamling i Sakskøbing Kystbeskyttelseslag. Når slusen er opført, overdrages kystbeskyttelsesanlæg med de omkringliggende arealer, hvor anlægget er placeret, til laget. Laget skal herefter sørge for den fortsatte drift, vedligeholdelse mm. af anlægget.